Exit Musharraf: Demokratiets pyrrhus-sejr?

post

Exit Musharraf.

Når pakistanernes jubel over Musharrafs afgang har lagt sig, er spørgsmålet, om prisen for demokratiets sejr har været for høj.Taleban står stærkere end længe, tvivlsomme politikere regerer, og de demokratiske institutioner har slagside.

Demokratiets pyrrhus-sejr?


Af Jeppe Matzen NR. 34, 22. – 28. august 2008

<

p class=”MsoNormal”>Den amerikanske administration havde længe anset Pervez Musharraf for at være politisk irrelevant. Pakistans militær havde for længst givet ham den kolde skulder, og nu truede landets nye politiske lederskab med en rigsretssag og anklager om højforræderi. Og da Musharraf i sidste weekend prøvede at ringe til sin sidste betydende ven i den politiske verden, George W. Bush, tog denne ikke telefonen.

Signalet var entydigt: Gå af, mens du endnu kan få en aftale om et fremtidigt liv i eksil eller i en beskyttet bolig i Pakistan under skarpt opsyn af sikkerhedsfolk.

Dermed er ringen sluttet. Knap ni år efter, at Musharraf kuppede sig til magten i Pakistan, har den selvsamme premierminister, som han dengang afsatte, Nawas Sharif, fået revanche. Spørgsmålet er imidlertid, om det samme gælder for landets demokrati, som generalen dengang satte en stopper for.

Umiddelbart er svaret nej, hvis man spørger Christine Fair fra tænketanken Rand Corporation i Washington.

»Hans afgang bringer ikke landet nogen stabilitet og betyder ikke noget for løsningen af de virkelige problemer, nemlig den afsatte højesteretsdommers skæbne, den økonomiske krise og talebanernes fremmarch. Landets nye civile ledere er inkompetente, men på sigt er hans afgang måske godt for demokratiet, fordi det afskrækker andre militærfolk fra at forsøge at tage magten i landet.«

Men set i et større perspektiv må man anerkende, at Musharrafs exit var endnu et skridt på vejen i den overgang til demokrati, som Pakistan for øjeblikket er midt i. Spørgsmålet er så, om skridtet kommer for sent, og om omkostningerne ved pakistanernes mangeårige kamp for demokratiets genindførelse har været for store? Landet har mistet sin største politiske lederskikkelse, Benazir Bhutto; dets politiske institutioner, herunder især Højesteret, ligger i ruiner; og presset fra de militante stiger. Det til trods er der optimisme at spore i Islamabad.

Hæren ud af politik

»På sin vis har den overgang til demokrati, vi er inde i, bedre vilkår nu end før, fordi de politiske kræfter er mere enige om grundlæggende emner. De civile ledere behøver ikke at bruge kræfter på at kæmpe med militæret denne gang, fordi hærchefen, Kiyani, i høj grad er indstillet på at holde hæren ude af den politiske proces,« siger Zahid Hussein, der er forfatter, journalist og en af landets fremmeste politiske analytikere.

At hærchefen, Kiyani, har tænkt sig at lade politikerne køre deres eget, ofte noget kaotiske ræs, er måske det allermest positive tegn på, at demokratiet på sigt kan slå rod i Pakistan. Men længere går den demokratiske succes heller ikke. Da de civile ledere i sidste måned forsøgte at få mere kontrol med landets egenrådige efterretningstjeneste, var beskeden, at det kunne de godt glemme alt om.

»De civile har ingen kontrol over efterretningstjenesten, ISI, eller militæret. De kan for eksempel ikke dirigere hærens kamp mod de militante,« siger Fair.

Hun mener, at der er en slags aftale mellem det politiske lederskab og hæren om, at man ikke blander sig i hinandens sager, henholdsvis den indenrigspolitiske palaver og den sikkerhedspolitiske og militære situation.

Asif Ali Zardari, det Pakistanske Folkepartis leder og Pakistans reelle politiske beslutningstager, har derfor forholdsvist fri tøjler til at få styr på spørgsmålet om udnævnelsen af en ny præsident, den eventuelle genindsættelse af højesteretsdommer Iftikhar Muhammad Chaudhry og Musharrafs videre skæbne.

Den største hindring for, at demokratiet kommer på ret kurs, er uenighederne mellem Zardari og hans fremfusende politiske rival og koalitionspartner, Nawas Sharif. Ifølge Muneer Malik, der er tæt på højesteretsdommer Chaudry, er Zardari ikke meget for at se højesteretsdommeren genindsat og domstolens uafhængighed genskabt.

»Zardari er bange for højesteretsdommer Chaudhrys juridiske aktivisme og frygter, at han vil ophæve den nationale forsoningsforordning, der lige nu beskytter ham selv mod korruptionsanklager.«

Det forhold har Nawas Sharifs politiske næse lugtet. Derfor er han en stærk tilhænger af højesteretsdommerens genindsættelse, da det på sigt kan blive den gamle playboy Zardaris endestation.

En løsning på den sag kunne være, at Zardari selv påtager sig præsidentposten, hvilket topfigurerne i det Pakistanske Folkeparti har opfordret ham til. Men det forekommer ifølge Muneer Malik usandsynligt.

»Jeg tvivler på, at han vil acceptere det, da den næste præsident blot vil blive en kransekagefigur, idet de politiske ledere har svoret, at de vil rippe embedet for alle dets magtbeføjelser og overføre dem til premierministeren. Det er mere sandsynligt, at han finder en anden kandidat fra hans eget parti.«

Ifølge Muneer Malik vil advokatbevægelsen gøre alt for at få Musharraf dømt for højforræderi. Men han indrømmer, at det kan blive svært. Dels vil hæren ikke tillade det, og dels er der juridiske forhold i vejen. En sådan anklage skal nemlig rejses af det nationale parlament, og her kan der ikke skaffes flertal, fordi Zardari har indgået en aftale med Musharraf om ikke at pille i hinandens problemer.

Militante på march

Alt imens dette politiske show står på i regeringsbyen Islamabad, udnytter Pakistans talebanere muligheden for at sprede sig ud i landet og befæste positionerne i landets stammeområder og den Nordvestlige Grænseprovins.

Ikke langt fra Islamabad, i distriktet Swat, som militæret sidste efterår erklærede renset for militante, er de i fuld gang med at sprede deres ekstremistiske budskaber og fremme den uvidenhed, som de trives bedst med.

De militante har ødelagt 131 ud af 566 pigeskoler i distriktet og dermed frataget 17.000 piger deres skolegang. Som et helt nyt initiativ har de militante også besøgt flere drengeskoler, hvor de har leveret længere foredrag om vigtigheden af hellig krig. Resultatet er, at mange ynglinge i løbet af de seneste par måneder har forladt Swat til fordel for stammeområderne og et liv som militant.

Spørgsmålet er, hvor længe overgangen til demokratiet kan tage, før situationen bliver uhåndterbar. Den nye regerings højtbesungne fredsforhandlingspolitik ser ud til at være slået fejl. Den udvikling kan USA, der ellers har holdt sig ude af intern pakistansk politik på det seneste, ikke acceptere i længden.

Selv om det ifølge Zahid Hussein er hæren, der bestemmer, hvad der skal ske militært i stammeområderne og den nordvestlige grænseprovins, har den nye civile ledelse også lidt at skulle have sagt, når det kommer til politiske løsninger og fredsaftaler med de militante. Derfor vil amerikanerne i længden ikke lade landets politiske lederskab i fred. Med Musharrafs exit er Pakistan befriet for en dødvægt, og det er nu tid at tage fat på de virkelige problemer.Af Jeppe Matzen NR. 34, 22. – 28. august 2008

<

p class=”MsoNormal”>Den amerikanske administration havde længe anset Pervez Musharraf for at være politisk irrelevant, Pakistans militær havde for længst givet ham den kolde skulder, og nu truede landets nye politiske lederskab med en rigsretssag og anklager om højforræderi. Og da Musharraf i sidste weekend prøvede at ringe til sin sidste betydende ven i den politiske verden, George W. Bush, tog denne ikke telefonen.

Signalet var entydigt: Gå af, mens du endnu kan få en aftale om et fremtidigt liv i eksil eller i en beskyttet bolig i Pakistan under skarpt opsyn af sikkerhedsfolk.

Dermed er ringen sluttet. Knap ni år efter, at Musharraf kuppede sig til magten i Pakistan, har den selvsamme premierminister, som han dengang afsatte, Nawas Sharif, fået revanche. Spørgsmålet er imidlertid, om det samme gælder for landets demokrati, som generalen dengang satte en stopper for.

Umiddelbart er svaret nej, hvis man spørger Christine Fair fra tænketanken Rand Corporation i Washington.

»Hans afgang bringer ikke landet nogen stabilitet og betyder ikke noget for løsningen af de virkelige problemer, nemlig den afsatte højesteretsdommers skæbne, den økonomiske krise og talebanernes fremmarch. Landets nye civile ledere er inkompetente, men på sigt er hans afgang måske godt for demokratiet, fordi det afskrækker andre militærfolk fra at forsøge at tage magten i landet.«

Men set i et større perspektiv må man anerkende, at Musharrafs exit var endnu et skridt på vejen i den overgang til demokrati, som Pakistan for øjeblikket er midt i. Spørgsmålet er så, om skridtet kommer for sent, og om omkostningerne ved pakistanernes mangeårige kamp for demokratiets genindførelse har været for store? Landet har mistet sin største politiske lederskikkelse, Benazir Bhutto; dets politiske institutioner, herunder især Højesteret, ligger i ruiner; og presset fra de militante stiger. Det til trods er der optimisme at spore i Islamabad.

Hæren ud af politik

»På sin vis har den overgang til demokrati, vi er inde i, bedre vilkår nu end før, fordi de politiske kræfter er mere enige om grundlæggende emner. De civile ledere behøver ikke at bruge kræfter på at kæmpe med militæret denne gang, fordi hærchefen, Kiyani, i høj grad er indstillet på at holde hæren ude af den politiske proces,« siger Zahid Hussein, der er forfatter, journalist og en af landets fremmeste politiske analytikere.

At hærchefen, Kiyani, har tænkt sig at lade politikerne køre deres eget, ofte noget kaotiske ræs, er måske det allermest positive tegn på, at demokratiet på sigt kan slå rod i Pakistan. Men længere går den demokratiske succes heller ikke. Da de civile ledere i sidste måned forsøgte at få mere kontrol med landets egenrådige efterretningstjeneste, var beskeden, at det kunne de godt glemme alt om.

»De civile har ingen kontrol over efterretningstjenesten, ISI, eller militæret. De kan for eksempel ikke dirigere hærens kamp mod de militante,« siger Fair.

Hun mener, at der er en slags aftale mellem det politiske lederskab og hæren om, at man ikke blander sig i hinandens sager, henholdsvis den indenrigspolitiske palaver og den sikkerhedspolitiske og militære situation.

Asif Ali Zardari, det Pakistanske Folkepartis leder og Pakistans reelle politiske beslutningstager, har derfor forholdsvist fri tøjler til at få styr på spørgsmålet om udnævnelsen af en ny præsident, den eventuelle genindsættelse af højesteretsdommer Iftikhar Muhammad Chaudhry og Musharrafs videre skæbne.

Den største hindring for, at demokratiet kommer på ret kurs, er uenighederne mellem Zardari og hans fremfusende politiske rival og koalitionspartner, Nawas Sharif. Ifølge Muneer Malik, der er tæt på højesteretsdommer Chaudry, er Zardari ikke meget for at se højesteretsdommeren genindsat og domstolens uafhængighed genskabt.

»Zardari er bange for højesteretsdommer Chaudhrys juridiske aktivisme og frygter, at han vil ophæve den nationale forsoningsforordning, der lige nu beskytter ham selv mod korruptionsanklager.«

Det forhold har Nawas Sharifs politiske næse lugtet. Derfor er han en stærk tilhænger af højesteretsdommerens genindsættelse, da det på sigt kan blive den gamle playboy Zardaris endestation.

En løsning på den sag kunne være, at Zardari selv påtager sig præsidentposten, hvilket topfigurerne i det Pakistanske Folkeparti har opfordret ham til. Men det forekommer ifølge Muneer Malik usandsynligt.

»Jeg tvivler på, at han vil acceptere det, da den næste præsident blot vil blive en kransekagefigur, idet de politiske ledere har svoret, at de vil rippe embedet for alle dets magtbeføjelser og overføre dem til premierministeren. Det er mere sandsynligt, at han finder en anden kandidat fra hans eget parti.«

Ifølge Muneer Malik vil advokatbevægelsen gøre alt for at få Musharraf dømt for højforræderi. Men han indrømmer, at det kan blive svært. Dels vil hæren ikke tillade det, og dels er der juridiske forhold i vejen. En sådan anklage skal nemlig rejses af det nationale parlament, og her kan der ikke skaffes flertal, fordi Zardari har indgået en aftale med Musharraf om ikke at pille i hinandens problemer.

Militante på march

Alt imens dette politiske show står på i regeringsbyen Islamabad, udnytter Pakistans talebanere muligheden for at sprede sig ud i landet og befæste positionerne i landets stammeområder og den Nordvestlige Grænseprovins.

Ikke langt fra Islamabad, i distriktet Swat, som militæret sidste efterår erklærede renset for militante, er de i fuld gang med at sprede deres ekstremistiske budskaber og fremme den uvidenhed, som de trives bedst med.

De militante har ødelagt 131 ud af 566 pigeskoler i distriktet og dermed frataget 17.000 piger deres skolegang. Som et helt nyt initiativ har de militante også besøgt flere drengeskoler, hvor de har leveret længere foredrag om vigtigheden af hellig krig. Resultatet er, at mange ynglinge i løbet af de seneste par måneder har forladt Swat til fordel for stammeområderne og et liv som militant.

Spørgsmålet er, hvor længe overgangen til demokratiet kan tage, før situationen bliver uhåndterbar. Den nye regerings højtbesungne fredsforhandlingspolitik ser ud til at være slået fejl. Den udvikling kan USA, der ellers har holdt sig ude af intern pakistansk politik på det seneste, ikke acceptere i længden.

Selv om det ifølge Zahid Hussein er hæren, der bestemmer, hvad der skal ske militært i stammeområderne og den nordvestlige grænseprovins, har den nye civile ledelse også lidt at skulle have sagt, når det kommer til politiske løsninger og fredsaftaler med de militante. Derfor vil amerikanerne i længden ikke lade landets politiske lederskab i fred. Med Musharrafs exit er Pakistan befriet for en dødvægt, og det er nu tid at tage fat på de virkelige problemer.Af Jeppe Matzen NR. 34, 22. – 28. august 2008

<

p style=”line-height:10.5pt;” class=”MsoNormal”>Den amerikanske administration havde længe anset Pervez Musharraf for at være politisk irrelevant, Pakistans militær havde for længst givet ham den kolde skulder, og nu truede landets nye politiske lederskab med en rigsretssag og anklager om højforræderi. Og da Musharraf i sidste weekend prøvede at ringe til sin sidste betydende ven i den politiske verden, George W. Bush, tog den
ne ikke telefonen.

Signalet var entydigt: Gå af, mens du endnu kan få en aftale om et fremtidigt liv i eksil eller i en beskyttet bolig i Pakistan under skarpt opsyn af sikkerhedsfolk.

Dermed er ringen sluttet. Knap ni år efter, at Musharraf kuppede sig til magten i Pakistan, har den selvsamme premierminister, som han dengang afsatte, Nawas Sharif, fået revanche. Spørgsmålet er imidlertid, om det samme gælder for landets demokrati, som generalen dengang satte en stopper for.

Umiddelbart er svaret nej, hvis man spørger Christine Fair fra tænketanken Rand Corporation i Washington.

»Hans afgang bringer ikke landet nogen stabilitet og betyder ikke noget for løsningen af de virkelige problemer, nemlig den afsatte højesteretsdommers skæbne, den økonomiske krise og talebanernes fremmarch. Landets nye civile ledere er inkompetente, men på sigt er hans afgang måske godt for demokratiet, fordi det afskrækker andre militærfolk fra at forsøge at tage magten i landet.«

Men set i et større perspektiv må man anerkende, at Musharrafs exit var endnu et skridt på vejen i den overgang til demokrati, som Pakistan for øjeblikket er midt i. Spørgsmålet er så, om skridtet kommer for sent, og om omkostningerne ved pakistanernes mangeårige kamp for demokratiets genindførelse har været for store? Landet har mistet sin største politiske lederskikkelse, Benazir Bhutto; dets politiske institutioner, herunder især Højesteret, ligger i ruiner; og presset fra de militante stiger. Det til trods er der optimisme at spore i Islamabad.

Hæren ud af politik

»På sin vis har den overgang til demokrati, vi er inde i, bedre vilkår nu end før, fordi de politiske kræfter er mere enige om grundlæggende emner. De civile ledere behøver ikke at bruge kræfter på at kæmpe med militæret denne gang, fordi hærchefen, Kiyani, i høj grad er indstillet på at holde hæren ude af den politiske proces,« siger Zahid Hussein, der er forfatter, journalist og en af landets fremmeste politiske analytikere.

At hærchefen, Kiyani, har tænkt sig at lade politikerne køre deres eget, ofte noget kaotiske ræs, er måske det allermest positive tegn på, at demokratiet på sigt kan slå rod i Pakistan. Men længere går den demokratiske succes heller ikke. Da de civile ledere i sidste måned forsøgte at få mere kontrol med landets egenrådige efterretningstjeneste, var beskeden, at det kunne de godt glemme alt om.

»De civile har ingen kontrol over efterretningstjenesten, ISI, eller militæret. De kan for eksempel ikke dirigere hærens kamp mod de militante,« siger Fair.

Hun mener, at der er en slags aftale mellem det politiske lederskab og hæren om, at man ikke blander sig i hinandens sager, henholdsvis den indenrigspolitiske palaver og den sikkerhedspolitiske og militære situation.

Asif Ali Zardari, det Pakistanske Folkepartis leder og Pakistans reelle politiske beslutningstager, har derfor forholdsvist fri tøjler til at få styr på spørgsmålet om udnævnelsen af en ny præsident, den eventuelle genindsættelse af højesteretsdommer Iftikhar Muhammad Chaudhry og Musharrafs videre skæbne.

Den største hindring for, at demokratiet kommer på ret kurs, er uenighederne mellem Zardari og hans fremfusende politiske rival og koalitionspartner, Nawas Sharif. Ifølge Muneer Malik, der er tæt på højesteretsdommer Chaudry, er Zardari ikke meget for at se højesteretsdommeren genindsat og domstolens uafhængighed genskabt.

»Zardari er bange for højesteretsdommer Chaudhrys juridiske aktivisme og frygter, at han vil ophæve den nationale forsoningsforordning, der lige nu beskytter ham selv mod korruptionsanklager.«

Det forhold har Nawas Sharifs politiske næse lugtet. Derfor er han en stærk tilhænger af højesteretsdommerens genindsættelse, da det på sigt kan blive den gamle playboy Zardaris endestation.

En løsning på den sag kunne være, at Zardari selv påtager sig præsidentposten, hvilket topfigurerne i det Pakistanske Folkeparti har opfordret ham til. Men det forekommer ifølge Muneer Malik usandsynligt.

»Jeg tvivler på, at han vil acceptere det, da den næste præsident blot vil blive en kransekagefigur, idet de politiske ledere har svoret, at de vil rippe embedet for alle dets magtbeføjelser og overføre dem til premierministeren. Det er mere sandsynligt, at han finder en anden kandidat fra hans eget parti.«

Ifølge Muneer Malik vil advokatbevægelsen gøre alt for at få Musharraf dømt for højforræderi. Men han indrømmer, at det kan blive svært. Dels vil hæren ikke tillade det, og dels er der juridiske forhold i vejen. En sådan anklage skal nemlig rejses af det nationale parlament, og her kan der ikke skaffes flertal, fordi Zardari har indgået en aftale med Musharraf om ikke at pille i hinandens problemer.

Militante på march

Alt imens dette politiske show står på i regeringsbyen Islamabad, udnytter Pakistans talebanere muligheden for at sprede sig ud i landet og befæste positionerne i landets stammeområder og den Nordvestlige Grænseprovins.

Ikke langt fra Islamabad, i distriktet Swat, som militæret sidste efterår erklærede renset for militante, er de i fuld gang med at sprede deres ekstremistiske budskaber og fremme den uvidenhed, som de trives bedst med.

De militante har ødelagt 131 ud af 566 pigeskoler i distriktet og dermed frataget 17.000 piger deres skolegang. Som et helt nyt initiativ har de militante også besøgt flere drengeskoler, hvor de har leveret længere foredrag om vigtigheden af hellig krig. Resultatet er, at mange ynglinge i løbet af de seneste par måneder har forladt Swat til fordel for stammeområderne og et liv som militant.

Spørgsmålet er, hvor længe overgangen til demokratiet kan tage, før situationen bliver uhåndterbar. Den nye regerings højtbesungne fredsforhandlingspolitik ser ud til at være slået fejl. Den udvikling kan USA, der ellers har holdt sig ude af intern pakistansk politik på det seneste, ikke acceptere i længden.

Selv om det ifølge Zahid Hussein er hæren, der bestemmer, hvad der skal ske militært i stammeområderne og den nordvestlige grænseprovins, har den nye civile ledelse også lidt at skulle have sagt, når det kommer til politiske løsninger og fredsaftaler med de militante. Derfor vil amerikanerne i længden ikke lade landets politiske lederskab i fred. Med Musharrafs exit er Pakistan befriet for en dødvægt, og det er nu tid at tage fat på de virkelige problemer.Af Jeppe Matzen NR. 34, 22. – 28. august 2008

<

p style=”line-height:10.5pt;” class=”MsoNormal”>Den amerikanske administration havde længe anset Pervez Musharraf for at være politisk irrelevant, Pakistans militær havde for længst givet ham den kolde skulder, og nu truede landets nye politiske lederskab med en rigsretssag og anklager om højforræderi. Og da Musharraf i sidste weekend prøvede at ringe til sin sidste betydende ven i den politiske verden, George W. Bush, tog denne ikke telefonen.

Signalet var entydigt: Gå af, mens du endnu kan få en aftale om et fremtidigt liv i eksil eller i en beskyttet bolig i Pakistan under skarpt opsyn af sikkerhedsfolk.

Dermed er ringen sluttet. Knap ni år efter, at Musharraf kuppede sig til magten i Pakistan, har den selvsamme premierminister, som han dengang afsatte, Nawas Sharif, fået revanche. Spørgsmålet er imidlertid, om det samme gælder for landets demokrati, som generalen dengang satte en stopper for.

Umiddelbart er svaret nej, hvis man spørger Christine Fair fra tænketanken Rand Corporation i Washington.

»Hans afgang bringer ikke landet nogen stabilitet og betyder ikke noget for løsningen af de virkelige problemer, nemlig den afsatte højesteretsdommers skæbne, den økonomiske krise og talebanernes fremmarch. Landets nye civile ledere er inkompetente, men på sigt er hans afgang måske godt for demokratiet, fordi det afskrækker andre militærfolk fra at forsøge at tage magten i landet.«

Men set i et større perspektiv må man anerkende, at Musharrafs exit var endnu et skridt på vejen i den overgang til demokrati, som Pakistan for øjeblikket er midt i. Spørgsmålet er så, om skridtet kommer for sent, og om omkostningerne ved pakistanernes mangeårige kamp for demokratiets genindførelse har været for store? Landet har mistet sin største politiske lederskikkelse, Benazir Bhutto; dets politiske institutioner, herunder især Højesteret, ligger i ruiner; og presset fra de militante stiger. Det til trods er der optimisme at spore i Islamabad.

Hæren ud af politik

»På sin vis har den overgang til demokrati, vi er inde i, bedre vilkår nu end før, fordi de politiske kræfter er mere enige om grundlæggende emner. De civile ledere behøver ikke at bruge kræfter på at kæmpe med militæret denne gang, fordi hærchefen, Kiyani, i høj grad er indstillet på at holde hæren ude af den politiske proces,« siger Zahid Hussein, der er forfatter, journalist og en af landets fremmeste politiske analytikere.

At hærchefen, Kiyani, har tænkt sig at lade politikerne køre deres eget, ofte noget kaotiske ræs, er måske det allermest positive tegn på, at demokratiet på sigt kan slå rod i Pakistan. Men længere går den demokratiske succes heller ikke. Da de civile ledere i sidste måned forsøgte at få mere kontrol med landets egenrådige efterretningstjeneste, var beskeden, at det kunne de godt glemme alt om.

»De civile har ingen kontrol over efterretningstjenesten, ISI, eller militæret. De kan for eksempel ikke dirigere hærens kamp mod de militante,« siger Fair.

Hun mener, at der er en slags aftale mellem det politiske lederskab og hæren om, at man ikke blander sig i hinandens sager, henholdsvis den indenrigspolitiske palaver og den sikkerhedspolitiske og militære situation.

Asif Ali Zardari, det Pakistanske Folkepartis leder og Pakistans reelle politiske beslutningstager, har derfor forholdsvist fri tøjler til at få styr på spørgsmålet om udnævnelsen af en ny præsident, den eventuelle genindsættelse af højesteretsdommer Iftikhar Muhammad Chaudhry og Musharrafs videre skæbne.

Den største hindring for, at demokratiet kommer på ret kurs, er uenighederne mellem Zardari og hans fremfusende politiske rival og koalitionspartner, Nawas Sharif. Ifølge Muneer Malik, der er tæt på højesteretsdommer Chaudry, er Zardari ikke meget for at se højesteretsdommeren genindsat og domstolens uafhængighed genskabt.

»Zardari er bange for højesteretsdommer Chaudhrys juridiske aktivisme og frygter, at han vil ophæve den nationale forsoningsforordning, der lige nu beskytter ham selv mod korruptionsanklager.«

Det forhold har Nawas Sharifs politiske næse lugtet. Derfor er han en stærk tilhænger af højesteretsdommerens genindsættelse, da det på sigt kan blive den gamle playboy Zardaris endestation.

En løsning på den sag kunne være, at Zardari selv påtager sig præsidentposten, hvilket topfigurerne i det Pakistanske Folkeparti har opfordret ham til. Men det forekommer ifølge Muneer Malik usandsynligt.

»Jeg tvivler på, at han vil acceptere det, da den næste præsident blot vil blive en kransekagefigur, idet de politiske ledere har svoret, at de vil rippe embedet for alle dets magtbeføjelser og overføre dem til premierministeren. Det er mere sandsynligt, at han finder en anden kandidat fra hans eget parti.«

Ifølge Muneer Malik vil advokatbevægelsen gøre alt for at få Musharraf dømt for højforræderi. Men han indrømmer, at det kan blive svært. Dels vil hæren ikke tillade det, og dels er der juridiske forhold i vejen. En sådan anklage skal nemlig rejses af det nationale parlament, og her kan der ikke skaffes flertal, fordi Zardari har indgået en aftale med Musharraf om ikke at pille i hinandens problemer.

Militante på march

Alt imens dette politiske show står på i regeringsbyen Islamabad, udnytter Pakistans talebanere muligheden for at sprede sig ud i landet og befæste positionerne i landets stammeområder og den Nordvestlige Grænseprovins.

Ikke langt fra Islamabad, i distriktet Swat, som militæret sidste efterår erklærede renset for militante, er de i fuld gang med at sprede deres ekstremistiske budskaber og fremme den uvidenhed, som de trives bedst med.

De militante har ødelagt 131 ud af 566 pigeskoler i distriktet og dermed frataget 17.000 piger deres skolegang. Som et helt nyt initiativ har de militante også besøgt flere drengeskoler, hvor de har leveret længere foredrag om vigtigheden af hellig krig. Resultatet er, at mange ynglinge i løbet af de seneste par måneder har forladt Swat til fordel for stammeområderne og et liv som militant.

Spørgsmålet er, hvor længe overgangen til demokratiet kan tage, før situationen bliver uhåndterbar. Den nye regerings højtbesungne fredsforhandlingspolitik ser ud til at være slået fejl. Den udvikling kan USA, der ellers har holdt sig ude af intern pakistansk politik på det seneste, ikke acceptere i længden.

Selv om det ifølge Zahid Hussein er hæren, der bestemmer, hvad der skal ske militært i stammeområderne og den nordvestlige grænseprovins, har den nye civile ledelse også lidt at skulle have sagt, når det kommer til politiske løsninger og fredsaftaler med de militante. Derfor vil amerikanerne i længden ikke lade landets politiske lederskab i fred. Med Musharrafs exit er Pakistan befriet for en dødvægt, og det er nu tid at tage fat på de virkelige problemer.Af Jeppe Matzen NR. 34, 22. – 28. august 2008

<

p style=”line-height:10.5pt;” class=”MsoNormal”>Den amerikanske administration havde længe anset Pervez Musharraf for at være politisk irrelevant, Pakistans militær havde for længst givet ham den kolde skulder, og nu truede landets nye politiske lederskab med en rigsretssag og anklager om højforræderi. Og da Musharraf i sidste weekend prøvede at ringe til sin sidste betydende ven i den politiske verden, George W. Bush, tog denne ikke telefonen.

Signalet var entydigt: Gå af, mens du endnu kan få en aftale om et fremtidigt liv i eksil eller i en beskyttet bolig i Pakistan under skarpt opsyn af sikkerhedsfolk.

Dermed er ringen sluttet. Knap ni år efter, at Musharraf kuppede sig til magten i Pakistan, har den selvsamme premierminister, som han dengang afsatte, Nawas Sharif, fået revanche. Spørgsmålet er imidlertid, om det samme gælder for landets demokrati, som generalen dengang satte en stopper for.

Umiddelbart er svaret nej, hvis man spørger Christine Fair fra tænketanken Rand Corporation i Washington.

»Hans afgang bringer ikke landet nogen stabilitet og betyder ikke noget for løsningen af de virkelige problemer, nemlig den afsatte højesteretsdommers skæbne, den økonomiske krise og talebanernes fremmarch. Landets nye civile ledere er inkompetente, men på sigt er hans afgang måske godt for demokratiet, fordi det afskrækker andre militærfolk fra at forsøge at tage magten i landet.«

Men set i et større perspektiv må man anerkende, at Musharrafs exit var endnu et skridt på vejen i den overgang til demokrati, som Pakistan for øjeblikket er midt i. Spørgsmålet er så, om skridtet kommer for sent, og om om
kostningerne ved pakistanernes mangeårige kamp for demokratiets genindførelse har været for store? Landet har mistet sin største politiske lederskikkelse, Benazir Bhutto; dets politiske institutioner, herunder især Højesteret, ligger i ruiner; og presset fra de militante stiger. Det til trods er der optimisme at spore i Islamabad.

Hæren ud af politik

»På sin vis har den overgang til demokrati, vi er inde i, bedre vilkår nu end før, fordi de politiske kræfter er mere enige om grundlæggende emner. De civile ledere behøver ikke at bruge kræfter på at kæmpe med militæret denne gang, fordi hærchefen, Kiyani, i høj grad er indstillet på at holde hæren ude af den politiske proces,« siger Zahid Hussein, der er forfatter, journalist og en af landets fremmeste politiske analytikere.

At hærchefen, Kiyani, har tænkt sig at lade politikerne køre deres eget, ofte noget kaotiske ræs, er måske det allermest positive tegn på, at demokratiet på sigt kan slå rod i Pakistan. Men længere går den demokratiske succes heller ikke. Da de civile ledere i sidste måned forsøgte at få mere kontrol med landets egenrådige efterretningstjeneste, var beskeden, at det kunne de godt glemme alt om.

»De civile har ingen kontrol over efterretningstjenesten, ISI, eller militæret. De kan for eksempel ikke dirigere hærens kamp mod de militante,« siger Fair.

Hun mener, at der er en slags aftale mellem det politiske lederskab og hæren om, at man ikke blander sig i hinandens sager, henholdsvis den indenrigspolitiske palaver og den sikkerhedspolitiske og militære situation.

Asif Ali Zardari, det Pakistanske Folkepartis leder og Pakistans reelle politiske beslutningstager, har derfor forholdsvist fri tøjler til at få styr på spørgsmålet om udnævnelsen af en ny præsident, den eventuelle genindsættelse af højesteretsdommer Iftikhar Muhammad Chaudhry og Musharrafs videre skæbne.

Den største hindring for, at demokratiet kommer på ret kurs, er uenighederne mellem Zardari og hans fremfusende politiske rival og koalitionspartner, Nawas Sharif. Ifølge Muneer Malik, der er tæt på højesteretsdommer Chaudry, er Zardari ikke meget for at se højesteretsdommeren genindsat og domstolens uafhængighed genskabt.

»Zardari er bange for højesteretsdommer Chaudhrys juridiske aktivisme og frygter, at han vil ophæve den nationale forsoningsforordning, der lige nu beskytter ham selv mod korruptionsanklager.«

Det forhold har Nawas Sharifs politiske næse lugtet. Derfor er han en stærk tilhænger af højesteretsdommerens genindsættelse, da det på sigt kan blive den gamle playboy Zardaris endestation.

En løsning på den sag kunne være, at Zardari selv påtager sig præsidentposten, hvilket topfigurerne i det Pakistanske Folkeparti har opfordret ham til. Men det forekommer ifølge Muneer Malik usandsynligt.

»Jeg tvivler på, at han vil acceptere det, da den næste præsident blot vil blive en kransekagefigur, idet de politiske ledere har svoret, at de vil rippe embedet for alle dets magtbeføjelser og overføre dem til premierministeren. Det er mere sandsynligt, at han finder en anden kandidat fra hans eget parti.«

Ifølge Muneer Malik vil advokatbevægelsen gøre alt for at få Musharraf dømt for højforræderi. Men han indrømmer, at det kan blive svært. Dels vil hæren ikke tillade det, og dels er der juridiske forhold i vejen. En sådan anklage skal nemlig rejses af det nationale parlament, og her kan der ikke skaffes flertal, fordi Zardari har indgået en aftale med Musharraf om ikke at pille i hinandens problemer.

Militante på march

Alt imens dette politiske show står på i regeringsbyen Islamabad, udnytter Pakistans talebanere muligheden for at sprede sig ud i landet og befæste positionerne i landets stammeområder og den Nordvestlige Grænseprovins.

Ikke langt fra Islamabad, i distriktet Swat, som militæret sidste efterår erklærede renset for militante, er de i fuld gang med at sprede deres ekstremistiske budskaber og fremme den uvidenhed, som de trives bedst med.

De militante har ødelagt 131 ud af 566 pigeskoler i distriktet og dermed frataget 17.000 piger deres skolegang. Som et helt nyt initiativ har de militante også besøgt flere drengeskoler, hvor de har leveret længere foredrag om vigtigheden af hellig krig. Resultatet er, at mange ynglinge i løbet af de seneste par måneder har forladt Swat til fordel for stammeområderne og et liv som militant.

Spørgsmålet er, hvor længe overgangen til demokratiet kan tage, før situationen bliver uhåndterbar. Den nye regerings højtbesungne fredsforhandlingspolitik ser ud til at være slået fejl. Den udvikling kan USA, der ellers har holdt sig ude af intern pakistansk politik på det seneste, ikke acceptere i længden.

Selv om det ifølge Zahid Hussein er hæren, der bestemmer, hvad der skal ske militært i stammeområderne og den nordvestlige grænseprovins, har den nye civile ledelse også lidt at skulle have sagt, når det kommer til politiske løsninger og fredsaftaler med de militante. Derfor vil amerikanerne i længden ikke lade landets politiske lederskab i fred. Med Musharrafs exit er Pakistan befriet for en dødvægt, og det er nu tid at tage fat på de virkelige problemer.


Exit Musharraf: Demokratiets pyrrhus-sejr?
Tagged on:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *