En anderledes fattigdom

post

 

De økonomiske reformer udrydder en del af landets fattigdom, men skaber samtidig nye grupper af fattige.

Af Kjeld A. Larsen

‘Kinas fremskridt hvad angår reduktion af fattigdom gennem de seneste 25 år er misundelsesværdig’. Således indleder Verdensbanken sin seneste fattigdomsdomsrapport om Kina fra marts 2009: From poor areas to poor people: China’s evolving poverty reduction agenda.  Resultaterne har været store, men samtidig er der stor uenighed om, hvor mange der har undsluppet fattigdommen, og hvilke befolkningsgrupper der fortsat befinder sig i fattigdom.

 

Individualiseret fattigdom

I form af en beskeden velfærdsfond finansieret via den kollektive produktion havde landsbyernes bønder i folkekommunsystemet før 1979 adgang til en seksårig grunduddannelse og et kooperativt sundhedssystem. Som et resultat af det forebyggende sundhedssystem er kinesernes middellevetid i perioden før 1979 steget mere end nogensinde, fra 35 år i 1949 til 68 år i 1978.

Med folkekommunernes opløsning fra begyndelsen af 1980erne forsvandt den kollektive velfærdsfond, og nye grupper af fattige er opstået, også uden for de traditionelt fattige områder. Familier med lav indkomst tager børnene ud af skolen, fordi de indførte skolepenge tynger budgettet, og/eller fordi de voksne skønner, at nytten som medproducent hjemme vejer tungere end tillærte kundskaber fra skolegangen. Med det koope­rative sundhedssystems opløsning er sygdomsbehandling og medicin blevet en så bekostelig affære, at de kommercielle tilbud ikke benyttes eller ved benyttelse skubber familien ud i fattigdom. De familier, som ikke kan klare sig på de markedsøkonomiske vilkår i mere velstillede områder, er ofte karakteriseret ved stor for­sør­gerbyrde, manglende unge arbejdsdygtige i familien, handi­cappede eller syge familiemedlemmer. Dertil er kommet tre nye grupper af fattige: jordløse, ældre og forældreløse eller forladte børn.

Som resultat af urbanisering og infrastrukturudbygning har et stigende antal bønder, skønsmæssigt 40-50 mio i 2005, mistet deres jord via ekspropriation. Ifølge en national undersøgelse har godt halvdelen fået lokalt arbejde, ca ¼ er blevet migrantarbejdere, men ca 20% er forblevet uden arbejde og indkomst.

Den unge generation har ifølge kongfuziansk tradition – og ifølge nugældende kinesisk lov – ansvar for at tage sig af sine ældre. Men den omfattende migration har skubbet forsørgerpligten i baggrunden: de fleste ældre bor alene og modtager kun et beskedent økonomisk beløb af deres børn til livets opretholdelse. Og pensionsforsikring, som er begyndt at blive opbygget i velstillede landsbyer, er totalt fraværende i fattige områder. Der er mange parallelle skøn over antallet af fattige ældre. Ifølge en af kilderne udgør de fattige ældre 25-31 pct. af de absolut fattige på landet, sammenlignet med 10-14 pct. blandt byernes fattige.

 

Fattigdommens regionale fordeling

I kort form karakteriseres Kinas fattige områder ved fire kine­siske skrifttegn: shan (bjerg), lao (gammel), bian (grænse) og shao (minoritet). Det er således karakteristisk, at fattigdommen er koncentreret til bjergområder og til gamle revolutionære baseområder, hvor den kinesiske revolution tog sit udspring i slutningen af 1920-erne og i 1930-erne. Desuden langs den interna­tionale grænse mod vest, men også i grænseområder mellem provin­serne. Og endelig i områder, som bebos af nationale mindretal. Flere af disse karakteristikker er sammenfaldende. I slutningen af de store kollektivers tid var fattigdommen et udbredt fænomen i Kinas landdistrikter. Det kollektive landbrugs store problem var, at en stigning i arbejdsproduktiviteten ude­blev, bl.a. som følge af den manglende udviklingsvej: migration til byerne. Den udeblevne produktivitetsudvikling hindrede en vækst i den individuelle indkomst. Dertil kom, at selve udviklingsstrategien i nogle områder havde bidraget til at skabe fattigdom.

Strategier til bekæmpelse af fattigdom har ændret sig gennem Folke­re­publikkens historie, parallelt med overordnede udviklingsstra­tegier og syn på årsager til fattigdommens fremkomst. Overordnet kan der skelnes mellem fire strategiperioder.

Til trods for det store fald i antallet af absolut fattige siden starten af 1980erne har faldet været ujævnt. I virkeligheden fandt det største fald sted i perioden forud for igangsættelse af en egentlig fattigdomsstrategi i 1986. En væsentlig årsag til den stigende land­brugs­pro­duktion indtil 1984 var overgangen til individuel produktion, som i starten især kom de dårligt fungerende kollektiver i fattige områder til gode, kombineret med forhøjede statslige opkøbspriser på landbrugs­produkter.

Der er flere væsentlige årsager til fremkomsten af fattigdom blandt byboerne. Arbejderklassen var den mest privilegerede klasse under det planøkonomiske system. Sikkerhed og velfærdsgoder blev sikret via arbejdspladsen, de statsejede virksomheder (danwei): livsvarig jobsikring, beskeden husleje, adgang til gratis uddannelse og sundhedstjeneste og pension. Systemet blev siden hen forsynet med den negative betegnelse ‘jernrisgryden’, dvs. som et system der skaber beskedne incitamenter til produktivitetsforøgelse. Med de dramatiske strukturændringer fra midt-1990erne ændredes de statslige virksomheders privilegerede position, og arbejderklassens privilegier blev fjernet. Under en markedsøkonomi kan virksomheder med så store sociale forpligtelser i forhold til arbejdsstyrken ikke klare sig, men tvinges til at slanke sine ansvarsområder, dvs. fjerne de sociale fordele for arbejdsstyrken. 

Utilfredsheden i arbejderklassen sporedes allerede samtidig med studenterdemonstrationerne i 1989, hvor inflation udhulede reallønnen, men den udbredte utilfredshed bredte sig med de store ændringer i ejerstrukturen fra 1994. Beskæftigelsen inden for den statsejede sektor, som faktisk steg mellem 1990 og 1994, faldt med 31,5 mio jobs fra 1994 til 2006, hvilket svarer til 15 pct. af arbejdsstyrken i byerne. I den samme periode mistede den kollektive sektor 16,5 mio jobs. Samlet faldt beskæftigelsen i den statslige og kollektive sektor fra 76 pct. i 1995 til 25 pct. i 2006. Udviklingen fik alvorlige konsekvenser: faldende beskæftigelsesrate, specielt for kvinder og især fra 1999 til 2003, et fald fra 73 til 63 pct., voksende arbejdsløshed, større vægt på uformel beskæftigelse, også i den statslig sektor, manglende løn- og pensionsudbetalinger.

Via uformel ansættelse i modsætning til kontraktansættelse kan arbejdsgiveren for det meste undgå at betale bidrag til pension, arbejdsløshed, sundhed, og arbejdsskader, alle de goder som arbejderklassens tidligere nød godt af. Alt i alt manglende sikkerhed i ansættelsen, forringet arbejdsmiljø og endelig stigende konkurrence på arbejdsmarkedet fra den stærkt voksende migrantarbejdsstyrke.

Udviklingen afspejler sig i et voksende antal midlertidigt afskedigede med fortsat tilknytning til en arbejdsplads, arbejdsløse, og et stigende antal unge færdiguddannede fra universiteterne, som ikke kan finde job på et trængt arbejdsmarked.   

Siden midt-1990erne er der indført en række forsikringsprogrammer for byens lønarbejdere: pensions-, sundheds-, arbejdsløsheds-, arbejdsskades- og barselsforsikring. I 2007 var henholdsvis 52, 46, 40, 42 og 70 pct. af byernes beskæftigede
dækket af omtalte forsikringsprogrammer. Men byernes migrantarbejdere, som fortsat har en registerstatus i landsbyerne, er dækket i langt mindre grad.

 

Fattigdom blandt migrantarbejdere

I takt med landbrugets produktivitetsudvikling og Kinas inddragelse i den globale arbejdsdeling er en stadig stigende andel af arbejdsstyrken fra landdistrikterne vandret mod byerne for at få lønarbejde. Hovedparten har fået arbejde uden for deres amt, for det meste i storbyer i de velstillede kystprovinser. Det skønnes, at afvandringen til destinationer uden for hjemamtet steg fra 84 mio. i 2001 til 140 mio i 2008.

Migrantarbejderne registreres fortsat som værende en del af landbefolkningen. De udgør en inkluderet bestanddel af byernes arbejdsmarked, men er i øvrigt socialt ekskluderet, dvs. at de har kun i begrænset omfang adgang til samme velfærdsprogrammer som de lokale arbejdere med registerstatus i byerne.

Migrantarbejdere er endnu ikke blevet talt med som fattige i den officielle statistik over landdistrikternes fattige. Dette kan skyldes to forhold: dels deres ringe repræsentation i de årlige statistikundersøgelser, dels den lave fattigdomsgrænse. Migrantarbejdernes lønninger er generelt højere end indkomsten på landet, men lavere end de lokale arbejderes lønninger. Men da leveomkostningerne er højere i byen, burde der udregnes en højere fattigdomsgrænse for migrantarbejderne sammenlignet med fattigdomsgrænsen på landet.

I de seneste år har myndighederne påbegyndt en inklusion af migrantarbejderne i bybefolkningens sociale forsikringsprogrammer, især i arbejdsskades- og sundhedsforsikringsprogrammet, med henholdsvis 49,4 mio. og 42,7 mio. i 2008, mindst i pensions- og arbejdsløshedsforsikringsprogrammet (24,2 mio. og 15,5 mio.). Netop de to sidstnævnte programmer er skruet sådan sammen, at de ikke kan betjene en så mobile arbejdsstyrke, som migrantarbejderne udgør.

Den globale finansielle krise har skabt økonomisk krise i Kina: mange eksportbaserede virksomheder i kystprovinsernes byer har måttet indskrænke eller lukke. Krisen har specielt berørt migrantarbejdernes situation. Det officielle nyhedsbureau Xinhua meddelte i slutningen af marts 2009, at 70 mio. af de 140 mio. migrantarbejdere rejste hjem for at fejre kinesisk nytår. Af disse var kun 56 mio. vendt tilbage til byerne, og heraf havde 45 mio. fundet arbejde, mens 11 mio. fortsat stod uden arbejde. En hel del af de tilbageblevne på landet er sandsynligvis blevet fristet af centralregeringens nye subsidiepolitik rettet mod landdistrikterne og vil forsøge at bidrage til udviklingen lokalt, mens en del af de 11 mio. migrantarbejdere i byerne uden job vil være at tælle blandt Kinas fattige i 2009.

 

Win win?

Generelt bliver Kinas migrationspolitik betegnet som en win-win situation: produktion og indkomst øges, migrantarbejderne sender penge hjem til familierne i landsbyerne, og forbrugerne i Vesten forsynes med billige forbrugsvarer. Men udviklingen har sociale slagskygger. Migrantarbejderne kommer først og fremmest fra mellemindkomstfamilier. De velstillede har skabt arbejde og indkomst lokalt, men de fattige har hverken tilstrækkelige midler eller det nødvendige netværk til at sende familiemedlemmer afsted. Da migrantarbejderne hører til blandt de fysisk stærke og bedst uddannede, betyder afvandringen et braindrain for landsbyen. Analyser peger på, at tabet af hovedsageligt unge velkvalificerede mænd fører til demografisk skævhed i Kinas landsbyer: omkring 47 mio efterladte kvinder, 20 mio efterladte børn og 18 mio efterladte ældre over 60 år. Emotionelle forstyrrelser blandt opvoksende ‘forældreløse’ børn, afsavn blandt voksne kvinder og omsorgssvigt over for ældre er bagsiden af de begunstigedes win-win situation.  

 

Ændrede klasserelationer

De økonomiske reformer har i den grad skabt ændringer i magt- og klasserelationerne i Kina. Indtroduktionen af kapitalistiske markedsrelationer førte til en opløsning af planøkonomiens økonomiske institutioner og dertil knyttede sociale sikkerheds- og velfærdsgoder. Den nuværende mere komplekse klassestruktur er bestemt af en alliance mellem Kommunistpartiet (KKP), de statsejede virksomheders ledere, repræsentanter for multinatinale virksomheder, det ny borgerskab bestående af entreprenante kapitalister, hovedparten af de intellektuelle, alt i alt en alliance som skaber grundlag for en priviligeret voksende middelklasse med store forbrugsmuligheder, og en alliance som bl.a. bygger på migrantarbejdernes bidrag til den nødvendige kapitalakkumulation. Kapitalister fik mulighed for optagelse i KKP fra 2002 under den forrige partileder Jiang Zemin. Det er næppe fra denne bærende klassealliance med dens store privilegier, at kravet om demokratiske reformer vil komme.

De store økonomiske og sociale ændringer har bidraget til ændringen af fattigdomsstrukturen: fra områdebaseret fattigdom på landet til individualiseret fattigdom i både land og by og med basis i de sociale grupper, som har tabt terræn i udviklingsprocessen: en del af bondebefolkningen, herunder migrantarbejdere, og de statsejede virksomheders arbejdere.

Den resulterende sociale uro har været drivkraften bag regeringens større vægt på regional og social lighed fra omkring 2000 og specielt den hurtige gennemførelse af de mange sikkerheds- og velfærdsprogrammer siden 2005. Klassekampsparolen under Mao er blevet erstattet af den kongfuziansk inspirerede parole ‘harmonisk samfund’ med en begyndende velstand for alle under den nuværende partileder Hu Jintao.

Flere forskningsinstitutioner har foretaget beregninger over, hvad det vil koste den kinesiske stat at gennemføre social velstand for alle på et rimeligt velstandsniveau, herunder en begyndende ligestilling af by og land, hvor den nuværende registerstatus land og by er ophævet. Ifølge officielle beregninger vil regeringens mål at opnå et nationalt velfærdssystem i 2020 kræve en forøgelse af det sociale budget fra 1.660 mia yuan i 2008 til 5.740 mia yuan i 2020, hvilket vil betyde, at de sociale velfærdsydelser som andel af statens samlede finansielle indtægter (centralt og lokalt) skal stige fra de nuværende 27 pct. til 35 pct., bestemt ikke en uopnåelig målsætning.

Med gennemførelsen af de sociale programmer vil det ganske givet lykkes for KKP at cementere sit nye legitimitetsgrundlag: begyndende velstand for alle uanset klasseinteresser og dermed bygge videre på det klassiske kejserdynastis selvopfattelse: staten der hævet over klassemodsætninger udøver retfærdighed ved at løse opstående konflikter mellem samfundets bærende sociale grupper.

 

Table 1: The story of income and consumption poverty – the poverty line, number of poor individuals, in rural areas and cities

Table 2: Dibao persons and government dibao expenditures

Table 3: The story of poverty funding: Central government poverty alleviation funds, via the banking system (loans) and via the state budget (grants & food for work)


Kjeld A. Larsen er geograf og har i mange år forsket i Kinas fattigdomsproblemer.

 

 

 

En anderledes fattigdom
Tagged on:             

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *