Endnu engang skete dét, der ikke måtte ske og ikke kunne ske

30. Dec 2007

Stig Toft Madsen 30. december 2007

Med attentatet på Benazir Bhutto den 27. december har det pakistanske politiske drama nået et foreløbigt klimaks. Dræbt på næsten samme sted som landets første ministerpræsident Liaqat Ali Khan, i samme by som hendes far blev hængt, nær den pakistanske hærs hovedkvarter, og tæt på landets hovedrige hovedstad, indskriver mordet på Benazir Bhutto sig i landets korte historie som endnu et tilbageslag for demokratiet og for den personlige sikkerhed.

I stedet for at angribe Benazir mens hun holdt en usædvanligt animeret valgtale rettet mod den religiøse ekstremisme, ventede morderne tilsyneladende på, at Benazir skulle forlade valgmødet. Det var først, da hun befandt sig stående op gennem soltaget i en armeret bil på vej til at forlade stedet, at morderne kom tæt nok på hende til at affyre nogle skud og udløse en selvmordsbombe. Begivenhederne blev fanget af amatørfotografer, hvis billeder sår tvivl om regeringens første udlægning at begivenhederne, nemlig at Benazir skulle være død at af slå hovedet mod bilen.

Mordet udløste voldsomme følelsesudbrud. Den amerikanske fotograf John Moore var på stedet. Hans billedserie viser selve valgmødet, eksplosionen, og ikke mindst afmagten lige efter eksplosionen. Billederne ligger på www.nytimes.com/packages/html/world/20071227_BHUTTO_FEATURE/index.html

Efterfølgende billeder fra Pakistan fokuserer på vreden, snarere end på afmagten. Det lader til, at befolkningen holder Musharraf ansvarlig for mordet. Teorierne om hvem, der står bag mordet er mange, og det kan ikke udelukkes, at det pakistanske militær er involveret. Rawalpindi er hærens ”sanctum sanctorum”, men det er også her islamiske kræfter (som Jamaat-e-Islam og Hizb-ut-Tahrir) har arbejdet koncentreret på at sprede deres ideologi (se B Raman ”Al Qaeda is right under Musharraf’s nose”, December 28, 2007, Rediff.com, www.rediff.com/cms/print.jsp?docpath=//news/2007/dec/28raman.htm. Raman beskylder ikke Musharraf for at stå bag mordet, men det gør folk i og med at de lader deres vrede gå ud over jernbanestationer, banker, regeringskontorer, Musharrafs partikontorer m.v.

Protesterne har form af det man andre steder i Sydasien kalder et ”bandh”: et forsøg på at lukke (ordet ”bandh” hentyder til at lukke) noget ned. En bandh kan involvere at folk faster, men også at selvbestaltede aktivister på gadeniveau tvinger al trafik til at stoppe og alle forretninger til at lukke for at gøre sorgen generel. I dette tilfælde skyldes sorgen og vreden et mord, men samme syndrom udspandt sig for nogle år siden i mindre omfang i Madras, da en af delstatens prominente politikere døde en naturlig død. Den fælles pointen er, at det offentlige rum tvangsmonopoliseres af tilhængere af en bestemt afdød leder.

Flere har bemærket at Benazir Bhutto efter sin tilbagekomst optrådte ikke bare frygtløst, men hasarderet. De fleste af hendes valgmøder var små, men de fandt sted med kort varsel og på en måde, der udsatte hende for gentagen fare. Mødet i Rawalpindi var ikke ret stort, men det var ifølge John Moore annonceret et godt stykke tid i forvejen. Jeg oplevede selv i Islamabad lige før jul, at hun ankom til sufi helligdommen Golra Sharif med meget kort varsel. Området kan næppe være blevet sikkerhedsmæssigt ”saneret” før hun ankom. Spørgsmålet melder sig, om hun søgte martyriet.

Den politiske praksis i Pakistan kan analyseres både i rationelle termer og i kulturelle termer. Man kan forsøge at afdække, hvad Mogens Lykketoft kalder ”kræfternes parallelogram”, interessekonstellationerne og de forskellige militære og civile kræfter indbyrdes spil (se Ole Damkjærs artikel ”Eksperter: Militærets rolle er afgørende” i Berlingske Tidende 28. december). Det samme gør pakistanerne i deres forsøg på at forstå, hvad der sker i deres land – men ofte uden at nå til en endelig konklusion. Historikeren Ian Talbot har sagt, at Pakistan mere end nogen andet land er sammensværgelsesteoriernes, de gensidige beskyldningers og de uløste gåders land:

”Ian Talbot, the author, has successfully chronicled what he has described as one of the most difficult histories he has encountered. He is on record saying that “Indeed few countries’ histories can be so marked by conspiracy theories, allegations and unsolved mysteries concerning a gamut of subjects from election riggings and attempted coups, to riots, massacres and assassination.”” (www.desistore.com/paktalbot.html).

Når folket lader deres vrede gå ud over jernbanestationer, gennemspiller de et kulturelt defineret handlingsmønster, hvor rationalet – Musharraf er en hund, han er ansvarlig for mordet på Benazir Bhutto – er lidet overbevisende.

Kan det samme siges om Benazirs Bhutto optræden efter sin hjemkomst? Søgte hun martyriet i overensstemmelse med gældende kulturelle normer? Svaret kan være, at det gjorde ikke alene hun, men at det gør politikere rutinemæssigt i Pakistan. Landet er i ”a constant state of flux”, som fysikprofessoren Pervez Hoodbhoy udtrykte det, da jeg mødte ham i Islamabad for nylig. ”Brinkmanship” er normen snarere end undtagelsen. Måden, hvorpå politikere interagerer med masserne, er i sig selv kaotisk og risikofremkaldende. Skubben og masen, råben og skrigen er faste ingredienser ved politiske begivenheder. Politikernes oratoriske evner er veludviklede, og masserne svarer igen med en form for hyldest og hengivelse, som sikkert er vanedannende for dem, som under en valgkamp igen og igen modtager folkets gunst. Måden, hvorpå martyrernes kister bugseres gennem folkemængderne, lægger i sig selv op til dramaets næste akt. Da Nawaz Sharif ankom til Benazirs grav for at vise sin sympati fortsatte kakofonien: ”Any chance of a quiet prayer, by the huge mound of pink rose petals now covering Ms Bhutto’s grave inside the cavernous shrine, vanished in a cacophony of shouting, wailing, and chanting,” skrev BBC (“Bhutto death draws rivals together”, news.bbc.co.uk/2/hi/south_asia/7164616.stm)

”Dødedans” kalder Martin Krasnik og Jeppe Matzen pakistansk politik i dag (Weekendavisen, 28. december 2007, side 7). ”Pakistan bevæger sig svajende helt ude på kanten af det sorte krater, der hedder islamismen, og der skal nu kun et lille vindpust til, for at landet dumper ned i mørket” tilføjer Søren Espersen (BT debat på debat.bt.dk/index.php?id=1&view=single_thread&cat_uid=9&conf_uid=46&thread_uid=8609). Dødedans på kraterets rand er en indgroet kulturel praksis, som, når den kombineres med efterforskningsmæssig inkompetence og politisk manipulation, gør at kriser ikke fører til besindelse eller til ændret praksis, men til gentagelser ad nauseam.

En dansk PPP tilhænger sagde fra sin kiosk til dansk TV, at han havde mistet sin leder, men han fortsatte med at betjene kunderne. The show must go on. Forskellen er, at i Pakistan ville kiosken blive lukket for at showet skulle kunne fortsætte.