Made in China. Køn og klasse på den globale arbejdsplads

Hilda Rømer Christensen, Lektor Sociologisk Instititut Københavns Universitet

Cecilia Milwertz Seniorforsker NIAS – Nordisk Institut for Asienstudier

Kina feberen raser i Danmark og i den vestlige verden. Trods den igangværende finanskrise er forventningerne til Kina som det forjættede land stadig høje. Der bliver håbet og kalkuleret både med kineserne som billige arbejdstagere og som købedygtige forbrugere. Lige i hælene følger nu de offentlige uddannelsesinstitutioner, der med støtte fra den danske regering, satser på kulturel og teknologisk udveksling og på indtægter fra mobile kinesiske studerende ikke mindst.  Mange danskere har i de senere år som turister og professionelle stiftet bekendtskab med Kina som et land, der er under forvandling. Forretningshovedstrøget i Beijing ligner nu en radikaliseret udgave af en amerikansk metropol. Bilen er in og cyklen er i frit fald som transportmiddel for den hastigt stigende middelklasse og hver dag kører der 1000 nye biler ud på de nyligt anlagte motorveje i og omkring Beijing.  Noget, som den kinesiske regering i sin nyligt lancerede finanspakke faciliterer ved at intensivere motorvejsbyggeriet!

Sidst men ikke mindst demonstrerede Kina i forbindelse med de olympiske pragtbyggerier, at landet kan producere andet og mere end billige varer med kort holdbarhed. Det er svært ikke at blive fascineret af dette sammensatte land og den begejstrede og optimistiske Kina mania diskurs har da også for nuværende omtrent fuldstændig overlejret og marginaliseret den kritiske Kina diskurs med fokus på demokrati, menneskerettigheder og social ulighed.

Det er lige præcist denne kritiske Kina diskurs, som den kinesiske forsker Pun Ngai giver både kød og blod og teoretisk tyngde i bogen Made in China. Bogens fokus er dagongmei – den store gruppe af kvindelige migrant arbejdere fra Kinas landdistrikter, som er både forudsætning og resultat af udviklingen i Kina i de seneste årtier.

Som bekendt har reformerne i det post-Maoistiske Kina åbnet op for den globale kapitalisme, samtidig med, at Kina har tiltrukket nye eksportorienterede industrier i og med tilstedeværelsen af billig arbejdskraft og gunstige erhvervsbetingelser.

Pun Ngai viser i bogen, hvordan den moderne dagongmei skabes i et felt af komplekse, modsatrettede og paradoksale kræfter. Konstruktionen af den moderne kvindelige migrantarbejder dagongmei skal ses som kontrast til Mao-tidens arbejder gongren.  Gongren, som direkte oversat betyder ‘arbejdende person’ var Mao-tidens kønsneutrale byarbejder, der med en privilegeret klassestatus var nationens herre og arbejdede for den socialistiske stat. Reformperiodens fabriksregime har skabt en ny type arbejdere – de kønnede migrantarbejdere. De kvindelige dagongmei og de mandlige dagongzai arbejder for den private kapital og de nye betegnelser angiver, at arbejde er blevet en vare, der handles i markedsøkonomien. I markedsøkonomiens Kina er arbejderen ikke længere en ukønnet krop defineret af klasse, men derimod et kønnet subjekt. For fabrikken spiller reguleringen af den kønnede krop en væsentlig rolle i forhold til kontrol af arbejdskraften. Med andre ord er det, der med en Foucault term hedder fabrikkernes biomagt, ikke kun interesseret i at forme en generel arbejder, men en særlig feminin krop, der skal tilpasses fabriksdisciplinen. Også den moderne populær og forbrugskultur bidrager som et vigtigt forhandlingsfelt for nye kønskonstruktioner, hvor subjektive forhandlinger og globale markedskræfter tager hinanden i hånden.

Bogen bygger på forfatterens etnografiske feltarbejde i midten af 1990erne i den særlige økonomiske zone Shenzhen, som kan ses som nexus for den nye kinesiske modernitet. Feltarbejdet foregik på en elektronikfabrikken Meteor, en prototype for det nye industrielle fabriksregime i Kina med omkring 500 arbejdere, heraf omkring 75 procent kvinder, de fleste i de laveste jobfunktioner ved samlebånd og i lavere servicejob.

Mere alment udgør dagongmei – de kvindelige migrantarbejdere en vigtig gruppe i den nye kinesiske økonomi.  Unge kvinder har været blandt de første til at blive hyret af de eksportorienterede industrier. Og de udgør f.eks. ca. 70 procent af arbejdsstyrken i beklædnings, legetøjs- og elektronikindustrien. Deres køn har sammen med deres alder og migrantstatus været en forudsætning for positioneringen af Kina som hele verdens fabrik.

Dagongmei både arbejder og bor på fabrikkerne. På fabrikken Meteor i otte-sengs stuer for de lavestrangerende og i fire-sengsstuer for de lidt højere placerede arbejdere. Mens de mandlige ledere og teknikere, som ofte er rekrutteret fra Hong Kong bor i lejligheder. Gennemsnitsalderen for dagongmei er ca. 20 år, og de arbejder typisk som fabriksarbejdere tre til fem år for derefter at vende tilbage til de landsbyer, hvor de kommer fra for at blive gift.

Bogen formidler foruroligende og bevægende glimt at det hverdagsliv som bydes og formes af dagongmei. Ligefra de nedværdigende og slavelignende måder, som arbejdskraften hyres på til den totale kontrol og regulering både af arbejdstiden og den korte fritid. Til de mange former for overlevelesespraksis og subtile former for modstand, f.eks. i populærkulturen, i drømmene og fællesskabet og i konflikter.

Når det gælder arbejdsfunktioner og optimering af arbejdsprocesser bliver de unge kvinder differentieret i et sindrigt system hvor etnisk herkomst, slægtsforhold og sprog spiller en central rolle. Lønnen for en normalarbejdsdag er lav og kan dårligt nok dække leveomkostningerne på fabrikken. Det forklarer motivationen og nødvendigheden i overarbejde, som betales i Hong Kong dollars.

Forudsætningen for konstruktionen af den nye dagongmei type arbejder er, at den kinesiske stat har lempet på Mao-tidens restriktioner på migration fra land til by. Millioner af fortrinsvist unge mennesker er strømmet til byerne og de særlige økonomiske zoner. Lempelserne betyder, at der i løbet af de seneste årtier er opstået en flydende arbejderklasse så at sige, der kan få midlertidig tilladelse til at opholde sig i byområder som arbejdskraft ved de nye transnationale, private, og eksportorienterede industrier. Migrantarbejderne er dog fortsat registreret som landboere. Det betyder, at de ikke har ret til permanent ophold i byområder, og at de ikke har samme rettigheder i byerne som byboer. Mens antallet af migrantarbejdere i 1990 blev opgjort til ca. 70 millioner, var antallet i 2000 steget til ca. 120 millioner, og nogle opgørelser viser tal på helt op til 200 millioner. Registreringen som landboere fastholder migrantarbejderne, der udgør en gruppe på størrelse med Ruslands befolkning! i en mellemposition mellem land og by ved at skelne mellem permanente og midlertidige borgere i byerne. Systemet betegner i et større perspektiv de nye alliancer, som er opstået mellem den kinesiske stat og de internationale virksomheder, mellem den politiske og business eliten – i forhold til at relokalisere og kontrollere den kinesiske befolkning i det moderne Kina.

Pun Ngai rejser her en usædvanlig skarp kritik af den kinesiske stat og mere indirekte af de internationale virksomheder, som på denne måde amputerer almindelige rettigheder og medborgerskab ved ikke at sørge for at migrantarbejderne kan få permanente boliger, job sikkerhed og sundhedsydelser.

Dagongmei udgør ifølge Pun Ngai en kinesisk “subaltern”, der personificerer en dobbelt proces præget af dominans og overlevelse, og er mærket af forskellige former for samarbejde, overskridelse og modstand. Bogen er et på mange måder bevægende og foruroligende dokument. Den viser, at drømmen om den kinesiske modernitet og den store tro på markedet konstant er indskrevet i det kinesiske fabriksregime og den disciplinering, magtudø
velse og menneskelig lidelse, som bliver produceret her.

Teoretisk bygger analysen bro mellem 70ernes kultur- marxisme og poststrukturalistiske og diskursanalytiske tilgange inspireret af Michel Foucault og Judith Butler. Den fremanalyserer tilblivelseshistorier, dekonstruerer og komplicerer de nye, men allerede fikserede forestillinger om de nye kvindelige arbejdere dagongmei. Bogen sporer både kulturelt og symbolsk dette nye kinesiske arbejdersubjekt i den komplicerede kontekst af kinesisk markedsøkonomi, global kapitalisme og patriarkalske familietraditioner. Dagongmei ses som personificeringen af en ny social identitet, som er ved at komme til syne i det nuværende Kina for at møde og modvirke de ændrede sociale og økonomiske relationer i landet og kapitalens behov. Dagongmei kan i forlængelse heraf ses som en kondenseret identitet, som fortæller historien om, hvordan det statssocialistiske system banede vejen for den kapitalistiske verdens økonomi og om hvordan kapitalistisk praksis er afhængig af reguleringen af klasse- og kønsrelationer. Som arbejdersubjekt foregriber dagongmei nye konfigurationer af social modstand og opkomsten af en tavs “social revolution” fra neden.

Pun Ngai: Made in China. Women factory Workers in a Global Workplace. Duke University Press. Durham and London 2005. / Hong Kong University Press. Hong Kong. 2005.

En kortere og lidt anderledes version af denne tekst er bragt som debatindlæg i Dagbladet Information den 16 marts.