Osama bin Laden og Ayman al-Zawahiri i Afghanistan og Pakistan

De to terrorister, som jeg vil fokusere på, er Osama bin Laden (født 10. Marts 1957 i Jiddah i Saudi Arabien, død 2. maj 2011) og i mindre omfang Dr. Ayman al-Zawahiri (født 19. Juni 1951 i Cairo i Egypten).

Fælles for disse to terrorister er, at de har opholdt sig meget længe uden for deres hjemlande. Osama bin Ladens spin på dette faktum er en sammenligning af hans eget liv med profetens. Ligesom Muhammad pendulerede mellem Mekka og Medina under sit hijra, har bin Laden været i eksil i Afghanistan (Bergen s. 161). Profeten endte med at opnå politisk kontrol over sin hjemegn. Bin Laden har endnu ikke opnået dette, men han har forsøgt at gøre Muhammad kunststykket efter.

Med moderne øjne ligner bin Ladens og al-Zawahiris rejsevirksomhed turistens eller globetrotterens i og med at de frivilligt har rejst til fremmede lande på flere længere rejser. Ligesom nogle turister tillægger deres rejser et altruistisk formål kan bin Ladens og al-Zawahiris tidlige ophold i Pakistan blandt afghanske flygtninge karakteriseres som en solidaritetsrejse. Det var gennem deres udviklings- og rehabiliteringsarbejde, hvor bin Laden bidrog som organisator og pengemand og Dr. Al-Zawahiri arbejdede som anæstesi læge, at de opbyggede den hird af kamptropper, som senere blev al Qaida. Deres altruistiske rejse til et sted i det fremmede udmøntede sig altså til en verdensomspændende kamp. Fra 2001 har de prominente arabiske gæster udgjort en stadig større risiko for deres værter i Afghanistan og Pakistan. Bin Laden og al-Zawahiri har hver en FBI dusør på 25 millioner dollar på deres hoved.

At yde statsligt eller ”privat asyl” til eftersøgte personer er ikke uproblematisk. ”Asyl til alle” stod der malet på nogle mindre installationer foran DR byen i København, da jeg cyklede forbi den 6. September. Nogle gæster på længerevarende tålt ophold – som Karl Marx i London – er måske fredelige i deres daglige færden på kort sigt. Opfordringen til at give ”asyl til alle” er måske endnu mere problematisk når princippet udstrækkes til personer som Bin Laden og Zawahiri er fordring er måske mindre klog i tilfældet bin Laden og Zawahiri.

I dette paper forsøger jeg at  angribe disse spørgsmål i klassiske Simmelske termer gennem et studie af forholdet mellem gæster og værter, som opstår, når de indfødte i et eller omfang inkorporerer fremmede, der kommer som turister, solidaritetsarbejdere, hellige krigere, guruer eller asylsøgere med henvisning til forfølgelse. Naturligvis er hverken Bin Laden og Zawahiri den gængse type turist eller udviklingsarbejder.  Alligevel vil jeg her gøre et forsøg på at anskue deres liv og levned i mere universelle og samtidigt ganske hverdagsagtige termer. Vi lever i standardiserings tidsalder, hvor teknologiske produkter og økonomiske processer vurderes ud fra fælles homogeniserede målestokke.^[i] Hele kulturer og livsverdener holdes op imod hinanden og sammenlignes som man sammenligner æbler og pærer. Jellingestenen, Tingvellir, Geirangerfjorden, og det sydlige Öland er alle kulturhistoriske og naturhistoriske perler opført på Unesco’s standardiserede World Heritage liste. Så hvorfor ikke se på bin Ladens og Zawahiris liv og levned i skæret af turisternes eller udviklingsarbejdernes eller antropologernes? Ligesom antropologer forlod bin Laden og Zawahiri deres relativt sikre liv i storbyen for at slå sig ned i yderkanten af civilisationen for at bære vidne om forholdene dér og hermed lade omverdenen forstå dialektikken mellem center og periferi.

Kilder

Osama bin Laden og al-Zawahiri har i de sidste mange år været utilgængelige for vestlige journalister og forskere. I marts 1997 interviewede journalisterne Peter Bergen og Peter Arnett og fotografen Peter Jouvenal Osama bin Laden i Afghanistan. Et foto af denne begivenhed findes i Peter Bergen’s The Osama bin Laden I Know med undertitlen An Oral History of al Qaeda’s Leader. I denne bog samler Bergen egne og andres indtryk af mennesket bin Laden til et kalejdoskopisk livsforløb. Det er bemærkelsesværdigt at meget få afghanere har bidraget til bogen. Den pakistanske journalist Hamid Mir giver sit besyv med. Han er den eneste fritstående journalist, der har interviewet bin Laden efter 11. September. Derudover stammer de repræsentationer af bin Laden, som Bergen viderebringer, mest fra saudier, egyptere og andre arabere, samt fra enkelte vesterlændinge. Billedet af bin Laden tegnes således ikke af de folk, som han har boet iblandt i mange år nemlig afghanerne og pakistanerne. Disse subalterne folk, hvis liv er påvirket af deres arabiske gæster, høres næppe i Bergens bog.

Lawrence Wrights monumentale bog Al Qaida. Vejen til 11. September er ligesom Bergens journalistisk, men Wright formår på en sjælden måde at flette de utallige oplysninger, som han baserer sin bog på, sammen til én lang fortælling om de skæbner, der krydsedes 11. September 2001. Desuden har Wright i et par artikler i The New Yorker formået at give et interessant indblik i Zawahiris liv og levned.

Til trods for at Osama bin Laden og al-Zawahiri har været utilgængelige i en årrække har de ikke været tavse. Deres foretrukne kommunikationsmåde har været videoer produceret af al Qaidas eget propagandaapparat al-Sahab (Skyerne.)^[ii] Jeg vil kun i begrænset omfang henvise direkte til disse produktioner. I det følgende vil jeg især benytte Bergen og Wright som kilder.

Fremmede på længerevarende feltarbejde

Antropologiens adelsmærke siges at være det længerevarende feltarbejde. Nu omstunder har antropologer ikke længer tid til unødigt at forlænge afstanden mellem tanke og faktura, men idealet blandt rigtige antropologer er stadig at bo i mindst ét år blandt de fremmede i det fremmede. Det har Zawahiri og bin Laden også gjort. Ligesom antropologer og andre på længevarende feltarbejde har de dermed fået den rolle, som den tyske sociolog Georg Simmel benævnte ”strangers”:

The stranger is thus being discussed here, not in the sense often touched upon in the past, as the wanderer who comes today and goes tomorrow, but rather as the person who comes today and stays tomorrow. He is, so to speak, the potential wanderer: although he has not moved on, he has not quite overcome the freedom of coming and going. He is fixed within a particular spatial group, or within a group whose boundaries are similar to spatial boundaries. But his position in this group is determined, essentially, by the fact that he has not belonged to it from the beginning, that he imports qualities into it, which do not and cannot stem from the group itself (Simmel).

Den fremmede var i Simmels analyse en ”objektiv” person, fordi vedkommende kunne bevare en vis distance. Den fremmede har ofte vundet folks tillid, men han er også blevet udsat for mistænksomhed: ”In uprisings of all sorts, the party attacked has claimed, from the beginning of things, that provocation has come from the outside, through emissaries and instigators” (Simmel).

Hvis lange ophold er mistænkelige i de lokales øjne, er lange fravær mistænksomme i hjemlandets øjne. Antropologer med lange fravær bag sig er ofte blevet beskyldt for at have ”gone native”, at have mistet deres oprindelige identitet. Længerevarende ophold i det fremmede sætter den fremmedes loyalitet over for sit oprindelige hjemland på en prøve. Både bin Laden og Zawahiri er kommet på kant med deres hjemlande. Zawahiri havde allerede været involveret i statsfjendtlige aktiviteter, før han kom til Pakistan for første gang. Bin Laden fik meget lang snor fra Saudi Arabien, som støttede hans projekter, men den Saudiske kongefamilie (som havde gjort bin Ladens far hovedrig) endte med at fratage Osama hans statsborgerskab i 1994 ligesom hans familie samme år (eller først efter 11. September?) slog hånden af ham. På trods af at den fremmede med års udlændighed bag sig kan opnå en privilegeret ”objektiv” position, ses vedkommende ofte på med blandede følelser i både sine gamle og sine nye omgivelser.

Efter Sovjetunionens invasion i Afghanistan i 1979 øgedes antallet af signifikante udlændinge i Afghanistan. Afghanerne blev stillet over for et valg mellem de fremmede. Nogle afghanere allierede sig med Sovjetunionen; andre førte modstandskamp i samarbejde med både Vesten, Pakistan og den øvrige muslimske verden. Ifølge Bergen var en af årsagerne til at bin Laden besluttede at danne egne arabiske enheder i stedet for at lade frivillige indsluse i afghanske enheder, at bin Laden ville forhindre, at de arabiske frivillige blev inddraget i indre afghanske stridigheder eller ”political games” (Bergen, s. 29). Strategien må siges at være mislykkedes: Saudierne og de fleste andre arabere bibeholdt ganske vist en grad af etnisk og social eksklusivitet, men de mistede deres ”objektivitet” og blev inddraget i afghanske modsætninger i den grad, at der opstod et ”Great Game” om loyalitet og indflydelse. Bergen fremhæver to akser: Palæstinenseren Abdullah Azzam, som blev bin Ladens guru, da han først kom til Pakistan, opnåede tidligt en forståelse med den afghanske krigsherre Ahmad Shah Massoud. Zawahiri derimod skabte en tæt forbindelse til krigsherren Gulbuddin Hekhmatyar. Azzam blev myrdet i 1989. Bergen er tilbøjelig til at tro, at Hekhmatyar og Zawahiri lå bag mordet på Azzam (Bergen, s. 93). Hekhmatyar og Massoud forblev fjender indtil Massoud blev dræbt af al Qaida udsendinge 9. September 2001. Forløbet viser at The Great Game om magten over Afghanistan startede allerede kort tid efter at de fremmede var ankommet til regionen, og at spillet delte såvel de lokale som de fremmede. De fremmede kunne ikke oparbejde den neutralitet, som udefrakommende, ifølge Simmel, kan erhverve sig.

Deltager-observation: Deltagelse

Antropologers foretrukne arbejdsmetode er kendt under navnet deltager-observation og bygger på idéen om at man bedst lærer at forstå et samfund ved at indlogere sig tæt på de lokale for at kunne deltage i dagligdagen. De færreste antropologer er vant til at arbejde i marken og det er derfor ofte begrænset hvad de i praksis får udrettet som deltagere (Ovesen 1988: 93). Som terrorist og guerilla-soldat er der desuden naturlige grænser for i hvor høj grad man kan tillade sig at deltage i omgivelsernes daglige aktiviteter. På den anden side er det ifølge Mao kendetegnende for den effektive guerillaenhed, at den oppebærer en høj grad af kontakt med det omgivende værtssamfund: ”the guerrilla must move amongst the people as a fish swims in the sea” eller i en anden oversættelse ”The people are like water and the army is like fish” (Mao i Aspects of China’s Anti-Japanese Struggle fra 1948).

Bin Laden var blandt de første arabere, som kom til Pakistan for at hjælpe afghanske flygtninge efter Sovjetunionen gik ind i Afghanistan i julen 1979. Flere tusinde arabere fulgte efter, men på et givet tidspunkt var det kun nogle få hundrede til stede. De fleste arbejdede som nødhjælpsarbejdere (Bergen s 63). Kun et mindretal var soldater. Nogle var på meget korte ophold, hvad en saudisk journalist kaldte ”Jihad vacation” (Bergen s. 41), hvor mere eller mindre velbemidlede entreprenante arabere valgte at tilbringe en kortere periode i farlige omgivelser ligesom turister, der gerne vil være de første på et eftertragtet sted før stedet bliver ødelagt af masseturisme (jf. Damm 1995).

Moderne hensynsfuld eller bæredygtig turisme søger at regulere tilstrømningen og afstrømningen, så den er i overensstemmelse med de lokale forhold. Indtil han blev dræbt i 1989 gjorde Abdullah Azzam et stort arbejde med at kanalisere arabere og andre ind i systemet via et kontor i Peshawar kaldet Services Offices (Bergen s. 92). Som helhed må man dog nok sige, at trods Azzams og bin Ladens organisatoriske evner har mujahideen-markedet været et ret dårligt reguleret marked. Jeg husker selv en dag i begyndelsen af 1992, hvor jeg skulle lave et opkald fra hovedpostkontoret i Peshawar i Pakistan. Postkontoret var fuldt af radikale ”brødre”, der ringede hid og did for at få kontakt med andre ”brødre”, som ofte ikke anede hvem de talte med – et problem der forstærkedes af at alle dengang som nu opererede under en række pseudonymer. Der var allokerings-problemer i mujahideen-sektoren. Det er måske ikke usædvanligt, når folk bevæger sig langt væk hjemmefra. Når studerende tager på feltarbejde ender de oftest et sted, hvor de kan skaffe kontakter gennem deres netværker (deres lærere eller deres medstuderende eller deres arbejdspladser) snarere end et sted tilsagt af faglige overvejelser.

Det har oftest været eksterne faktorer, som har nedjusteret antallet af frivillige og hellige krigere. Iran har aldrig været opmarchland for hellige krigere på samme måde som Pakistan. I lang tid var der stort set fri passage i Pakistan, men efter 11. September begyndte Pakistan at tynde ud i antallet af fremmede krigere. I FATA ledte Pakistans øgede pres på al Qaida efter 2001 til sammenstød mellem pashtuner indbyrdes om hvor lange veksler usbekere og andre skulle kunne trække på gæstevenskabet og den fælles kamp mod de vantro.

Indkvartering

Hvad angår indkvarteringsforhold for de fremmede lader der til at have været tre hovedformer:

Gæstehuse i byer for de nyligt ankomne eller etablerede islamister under udnyttelse af byernes relative anonymitet^[iii]

Pensionatslignende former hvor lokale stormænd og krigsherrer – tilskyndet af en kulturel fordring om grænseløs gæstfrihed – tillader udenlandske krigere at bo, arbejde og måske endog at indgå ægteskab lokalt under deres beskyttelse, ofte formodentlig mod pekuniære eller militære modydelser

Befæstede militærlejre i mere eller mindre afsidesliggende områder ofte udelukkende beboet af arabiske krigere

De tre typer kan kombineres: For så vidt som privatpersoner tilbyder hellige krigere  gratis logi, således som Zawahiri har opfordret til, sparer organisationen penge, der ellers skulle have brugt på at leje eller købe egnede opholdssteder.^[iv] Hvorom alt er muliggør to af disse bosættelsesformer en grad af deltagelse i det omgivende samfund: Gæstehus-logerende og stormands-gæster kan i visse tilfælde bevæge sig omkring og dermed deltage i det omgivende samfundsliv. Alligevel har de færreste fremmede krigere lært sig pakistanske eller afghanske sprog. Dette gælder også al Qaidas ledere. I sin tale til de pakistanske folk i august 2008 medgiver Zawahiri, at han ikke har lært det charmerende sprog Urdu trods sine mange års ophold i området. Det må have gjort det svært for ham at kommunikere med afghanere og pakistanere, som i reglen ikke forstår hverken talt eller skrevet arabisk. For at nå ud til pakistanerne talte Zawahiri engelsk, hvilket han beklagede. Man må dog lade Zawahiri, at han allerede tidligt nærmere sig afghanerne ved at bære afghansk klædedragt. De udenlandske krigere, som har været flittigst ti at lær lokale sprog er måske usbekerne i FATA, hvoraf mange siges at have lært sig pashtoo. Dette kan hænge sammen med at de har haft tættere relationer til deres værter igennem længere tid.

Udenlandske krigere i lejre kan beskrives som rene ”ex-pat kolonier”. Disse lejre har formodentlig været ydmyge på trods af at bin Laden i tråd med sin entreprenør-baggrund har brugt mange penge på at udbygge infrastrukturen. I kapitel 3 ”From Donor to Holy Warrior” nævner Bergen lejren nær landsbyen Jaji, som var bin Ladens første base i det østlige Afghanistan oprettet 1986-7 (altså et par år før al Qaida blev dannet) kun ti mil fra grænsen til Pakistan. Lejren kaldtes al Masada, Løvernes Hule. Sammenlignet med de ca. 170.000-250.00 afghaneres, som selv bekæmpede Sovjetunionens soldater, var de arabiske soldaters indsats symbolsk, men eftersom bin Laden regnede de arabiske soldater for mere modige, fordi de bevidst søgte martyriet, regnede han en araber for mere værd på slagmarken end en afghaner. Løvernes Hule var således et tidligt eksempel på en ren arabisk lejr.

Hvor Azzam, ifølge Bergen, ville sprede araberne, ville bin Laden at de skulle danne egne enheder. Allerede i 1984-85 var (nogle i) Services Office bevidst om at etablere særskilte gæstehuse for arabere. Bergen citerer algiereren Boudejema Bounoua for at have sagt:

”We have founded this bureau to gather the Arabs and to send them inside Afghanistan instead of going to the guesthouse of [someone like Afghan leader Gulbuddin] Hekmatyar. It’s better to save them from the political games of Afghans. So we need to stay in separate guesthouses. We are here as servants. We are proud to serve the boots of the mujahideen inside Afghanistan. We are not here to guide them, to tell them what to do. We are here to serve them, to liberale their land”. (Bergen p. 29).

I tiden omkring det amerikanske angreb på Tohra Bohra cirkulerede i blandt andet den danske presse historier om befæstede luksuriøse hulebyggerier dybt i bjergets indre. Bergens portræt af Jaji og senere lejre underbygger ikke disse rapporter om luksus. I den årrække, hvor Taliban var ved magten i det meste af Afghanistan, levede bin Laden og hans nærmeste dog et noget mere komfortabelt og sikkert liv som Mullah Omars gæster i Kandahar. Bergen (?) refererer således et besøg aflagt af en gæst, som var i stand til at gå helt ind i bin Ladens gemakker, fordi der ikke var nogen hjemme. Mens han boede i Kandahar var Bin Laden i stand til at tage på udflugter for at skyde fugle eller han kunne tage familien med på picnic, hvor konerne og børnene fik mulighed for at lave lidt ”simple physical exercises” (Bergen, s. 266). Hvilken form for gymnastik de lavede melder Bergen ikke noget om, men eftersom bin Laden havde gået i en fin skole kan man formode, at han havde lært almindelig gymnastik dér. Dertil kom at bin Laden på udflugterne oplærte sine koner i brugen af skydevåben.

Bergens beskrivelser tegner et billede af en ret så kedelig hverdag udlevet i afsondring fra det omgivende samfund. De TV-billedsekvenser vi alle har set, hvor bin Laden ses omgivet af sine skydegale mænd, er i virkeligheden undtagelser. Interviews med vestlige journalister har været få og kortvarige og mit nedtryk er, at bin Laden og Zawahiri heller ikke har frekventeret al-Sahah studiet særligt ofte. Bergen kalkulerer, at bin Laden og Zawahiri har produceret et lydbånd eller videotape hver 6. uge efter 11. September (Bergen, s. 377). Mit gæt er, at de to topterrorister oftest har haft en ret indholdsløs dagligdag med ret få møder, men dog afbrudt af relativt hyppige besøg af beundrere. De to ledere har i hvert fald ikke været gjort til genstand for en større offentlig daglig kult med lange taler og parader. Lederne er i stedet blevet projiceret enten via de trykte og elektroniske medier eller gennem personlige møder. En undtagelse var Osamas søns bryllup, hvor 4-500 gæster (de fleste fra al Qaida og ikke fra Taliban) var inviteret til Kandahar i begyndelsen af 2001. Bin Ladens bidrag til festen for sønnen Muhammad var et lille digt, som næppe vil sikre ham en plads i den orientalske poesis annaler (Bergen, s. 256). Man kan indvende mod denne argumentation, at bin Laden nødvendigvis afstår fra offentlige fremtrædener af sikkerhedshensyn. Det medgiver jeg, men Tv-produktioner er i sig selv også en sikkerhedsrisiko. Bergen er af den opfattelse, at det bedste spor til bin Laden er al-Jazeeras kontor i Pakistan (Bergen, s. 377).

Observation og teori

Flere af de ”tidligt-moderne” muslimske erobrere af al-Hind var gode observatører. Mest berømte var stormogulerne. Dynastiets fremtrædende mænd førte detaljerede dagbøger, hvori de beskrev flora og fauna og meget andet i deres nye omgivelser. Senere britiske erobrere og koloniembedsmænd var banebrydende etnografer, historikere og naturhistorikere. Nutidens arabiske gæster i regionen har indtil videre ikke udvist et lignende talent. Jeg vil hævde, at den stive form for Islam, de har bragt med sig, står i vejen for både observation af og teoridannelse om omgivelserne. Dertil kan man indvende at det eneste form for observation og teori, som militære ledere kan forventes at befatte sig med, er viden direkte relateret til krig og terror og at de arabiske gæster har været innovative på dette område.^[v] Ikke desto mindre vil jeg argumentere for, at de teorier eller verdensbilleder, som bin Laden og Zawahiri tog med sig i felten, har bidraget til at befæste deres teoretisk fattigdom selv i de sydasiatiske omgivelser, som kunne give anledning til eftertanke.

Rationaliseringen (forstået i Webers forstand forstået som de måder systematisk tænkning i får samfundet til at rykke fremad) af Islam er ikke særlig vellykket på trods af en stor indsats for at udforme religionen til en konsistent samling påbud og forbud. Zawahiri og bin Laden har af og til forsøgt at underbygge deres aktioner med fatwaer udstedt af religiøse autoriteter for derved at skabe et konsistent handlingsgrundlag, men sådanne blåstemplinger oftest har de udstedt deres egne fatwaer. At gængse autoriteter inden for religionen ofte ikke støtter al Qaida, fortolkes af al Qaida som et udtryk for at disse autoriteter er korrupte. Som det ofte er tilfældet i Islam ender intern debat derfor ofte i gensidige beskyldninger om at modparten ikke er muslim, men en fredløs frafalden (Bergen, s. 74). Denne teoretiske dead-end har medvirket til at isolere al Qaida.

Zawahiri er ellers rundet af en veluddannet familie. Hans slægt tæller en lang række læger og flere skolede teologer. Zawahiri begyndte sin revolutionære karriere i sit hjemland, men tog ligesom bin Laden tidligt til Pakistan. Zawahiri og hans bror Mohammad var tilknyttet gruppen Al Jihad. Da de begyndte at rekruttere deres landsmænd til den afghanske jihad kom de hurtigt på kollisionskurs med ægyptere fra den Islamiske Gruppe (Al-Gama’a al-Islamiyya):

Before long, representatives of the Islamic Group appeared on the scene, and once again the old rivalry flared up. Osama Rushdi, who had known Zawahiri in prison, told me that he was shocked by the changes he found in him. In Egypt, Zawahiri had struck him as polite and modest. “Now he was very antagonistic toward others,” Rushdi recalled. “He talked badly about the other groups and wrote books against them. In discussions, he started to take things in a weird way. He would have strong opinions without any sense of logic.” (Wright 2002)

Zawahiri har som nævnt skrevet to bøger. Disse er begge nedslag i den standende debat om den hellige krigs principper. Hans anden bog blev skrevet for at gendrive den dybdeborende kritik af Zawahiri og af al Qaida, som Dr Fadl (egentlig Imam al-Sharif) havde fremført. De to kendte hinanden fra medicin-studiet i Cairo og de havde arbejdet sammen i Peshawar i Røde Halvmåne efter begge at have været involveret i terrorisme i Ægypten. Wright skriver:

Fadl held a low opinion of Zawahiri’s abilities as a surgeon. “He asked me to stand with him and teach him how to perform operations,” Fadl told Al Hayat. “I taught him until he could perform them on his own. Were it not for that, he would have been exposed, as he had contracted for a job for which he was unqualified.”

In the mid-eighties, Fadl became Al Jihad’s emir, or chief. (Fadl told Al Hayat that this was untrue, saying that his role was merely one of offering “Sharia guidance.”) Zawahiri, whose reputation had been stained by his prison confessions [efter mordet på Sadat havde Zawahiri under tortur og manipulation forrådt en af de eftersøgt], was left to handle tactical operations. He had to defer to Fadl’s superior learning in Islamic jurisprudence. The jihadis who came to Peshawar revered Fadl for his encyclopedic knowledge of the Koran and the Hadith—the sayings of the Prophet (Wright 2008a).

I 1988 udgav Fadl The Essential Guide for Preparation en håndbog i jihad, som blev flittigt brugt af al Qaida. Argumentet heri lød:

”The “Guide” begins with the premise that jihad is the natural state of Islam. Muslims must always be in conflict with nonbelievers, Fadl asserts, resorting to peace only in moments of abject weakness. Because jihad is, above all, a religious exercise, there are divine rewards to be gained. He who gives money for jihad will be compensated in Heaven, but not as much as the person who acts. The greatest prize goes to the martyr. Every able-bodied believer is obligated to engage in jihad, since most Muslim countries are ruled by infidels who must be forcibly removed, in order to bring about an Islamic state. “The way to bring an end to the rulers’ unbelief is armed rebellion,” the “Guide” states” (Wright 2008a).

I 1994 begik Fadl The Compendium of the Pursuit of Divine Knowledge, som også er en opfordring til jihad mod snart sagt alle afvigere, herunder muslimer som ekskommunikeres af andre muslimer med henvisning til doktrinen om takfir (Wright 2008a). Zawahiri var yderst tilfreds med denne bog, men han redigerede i den uden forfatterens tilladelse. Blandt andet ændrede han titlen til Guide to the Path of Righteousness for Jihad and Belief og fjernede Fadls kritik af den Islamiske Gruppe, fordi Zawahiri på det tidspunkt var ved at tilnærme sig gruppen. Fadl afslørede Zawahiris manipulationer og fjendskabet mod dem forøgedes til højder, som er akademikere værdigt: ”Zawahiri and Fadl have not spoken since, but their war of words was only beginning”.

I de følgende år tog stadig flere gamle ægyptiske jihadister afstand fra jihad, dels af pragmatiske runde – de ville alligevel ikke vinde – dels af ud fra mere etiske overvejelser. Lange fængselsstraffe og lange debatter i fængslerne bidrog til denne proces. 11. September satte yderligere skub i disse overvejelser, som udmundede i bekendelser, hvor jihadister (som e.g. Karam Zuhdy, en Islamic Group leder) tog afstand fra deres fortid: ”Zuhdy publicly apologized to the Egyptian people for the Islamic Group’s violent deeds, beginning with the murder of Sadat, whom he called a martyr” (Wright 2002).

Fadl selv blev efter 11. September anholdt i Yemen og overflyttet til et ægyptisk fængsel, hvor han stadig befinder sig. Herfra har han fra 2007 udgivet en række revisionistiske artikler startende med “Rationalizing Jihad in Egypt and the World” som udkom på 10-års dagen for massakren på turister i Luxor. Hermed følger Wrights lange opsummering af Fadls argument:

The premise that opens “Rationalizing Jihad” is “There is nothing that invokes the anger of God and His wrath like the unwarranted spilling of blood and wrecking of property.” Fadl then establishes a new set of rules for jihad, which essentially define most forms of terrorism as illegal under Islamic law and restrict the possibility of holy war to extremely rare circumstances. His argument may seem arcane, even to most Muslims, but to men who had risked their lives in order to carry out what they saw as the authentic precepts of their religion, every word assaulted their world view and brought into question their own chances for salvation.

In order to declare jihad, Fadl writes, certain requirements must be observed. One must have a place of refuge. There should be adequate financial resources to wage the campaign. Fadl castigates Muslims who resort to theft or kidnapping to finance jihad: “There is no such thing in Islam as ends justifying the means.” Family members must be provided for. “There are those who strike and then escape, leaving their families, dependents, and other Muslims to suffer the consequences,” Fadl points out. “This is in no way religion or jihad. It is not manliness.” Finally, the enemy should be properly identified in order to prevent harm to innocents. “Those who have not followed these principles have committed the gravest of sins,” Fadl writes.

To wage jihad, one must first gain permission from one’s parents and creditors. The potential warrior also needs the blessing of a qualified imam or sheikh; he can’t simply respond to the summons of a charismatic leader acting in the name of Islam. “Oh, you young people, do not be deceived by the heroes of the Internet, the leaders of the microphones, who are launching statements inciting the youth while living under the protection of intelligence services, or of a tribe, or in a distant cave or under political asylum in an infidel country,” Fadl warns. “They have thrown many others before you into the infernos, graves, and prisons.”

Even if a person is fit and capable, jihad may not be required of him, Fadl says, pointing out that God also praises those who choose to isolate themselves from unbelievers rather than fight them. Nor is jihad required if the enemy is twice as powerful as the Muslims; in such an unequal contest, Fadl writes, “God permitted peace treaties and cease-fires with the infidels, either in exchange for money or without it—all of this in order to protect the Muslims, in contrast with those who push them into peril.” In what sounds like a deliberate swipe at Zawahiri, he remarks, “Those who have triggered clashes and pressed their brothers into unequal military confrontations are specialists neither in fatwas nor in military affairs. . . . Just as those who practice medicine without background should provide compensation for the damage they have done, the same goes for those who issue fatwas without being qualified to do so.”

Despite his previous call for jihad against unjust Muslim rulers, Fadl now says that such rulers can be fought only if they are unbelievers, and even then only to the extent that the battle will improve the situation of Muslims. Obviously, that has not been the case in Egypt or most other Islamic countries, where increased repression has been the usual result of armed insurgency. Fadl quotes the Prophet Muhammad advising Muslims to be patient with their flawed leaders: “Those who rebel against the Sultan shall die a pagan death.”

Fadl repeatedly emphasizes that it is forbidden to kill civilians—including Christians and Jews—unless they are actively attacking Muslims. “There is nothing in the Sharia about killing Jews and the Nazarenes, referred to by some as the Crusaders,” Fadl observes. “They are the neighbors of the Muslims . . . and being kind to one’s neighbors is a religious duty.” Indiscriminate bombing—“such as blowing up of hotels, buildings, and public transportation”—is not permitted, because innocents will surely die. “If vice is mixed with virtue, all becomes sinful,” he writes. “There is no legal reason for harming people in any way.” The prohibition against killing applies even to foreigners inside Muslim countries, since many of them may be Muslims. “You cannot decide who is a Muslim or who is an unbeliever or who should be killed based on the color of his skin or hair or the language he speaks or because he wears Western fashion,” Fadl writes. “These are not proper indications for who is a Muslim and who is not.” As for foreigners who are non-Muslims, they may have been invited into the country for work, which is a kind of treaty. What’s more, there are many Muslims living in foreign lands considered inimical to Islam, and yet those Muslims are treated fairly; therefore, Muslims should reciprocate in their own countries. To Muslims living in non-Islamic countries, Fadl sternly writes, “I say it is not honorable to reside with people—even if they were nonbelievers and not part of a treaty, if they gave you permission to enter their homes and live with them, and if they gave you security for yourself and your money, and if they gave you the opportunity to work or study, or they granted you political asylum with a decent life and other acts of kindness—and then betray them, through killing and destruction. This was not in the manners and practices of the Prophet.” ….

The most original argument in the book and the interview is Fadl’s assertion that the hijackers of 9/11 “betrayed the enemy,” because they had been given U.S. visas, which are a contract of protection. “The followers of bin Laden entered the United States with his knowledge, and on his orders double-crossed its population, killing and destroying,” Fadl continues. “The Prophet—God’s prayer and peace be upon him—said, ‘On the Day of Judgment, every double-crosser will have a banner up his anus proportionate to his treachery.’ ” (Wright 2008a)

Zahwahiris svar kom i form af et 200-sider langt ”brev” med titlen The Exoneration, Frikendelsen. Heri fremturer Zawahiri mod Islams mange indre og ydre fjender, men han kommer også ind på de argumenter Fadl rejser punkt for punkt:

To dispute Fadl’s assertion that Muslims living in non-Islamic countries are treated fairly, Zawahiri points out that in some Western countries Muslim girls are forbidden to wear hijab to school. Muslim men are prevented from marrying more than one wife, and from beating their wives, as allowed by some interpretations of Sharia. Muslims are barred from donating money to certain Islamic causes, although money is freely and openly raised for Israel. He cites the 2005 cartoon controversy in Denmark and the celebrity of the author Salman Rushdie as examples of Western countries exalting those who denigrate Islam. He says that some Western laws prohibiting anti-Semitic remarks would forbid Muslims to recite certain passages in the Koran dealing with the treachery of the Jews (Wright 2008).

Wright ender med at påpege hvad ham kalder Islams ”rotten intellectual bits and pieces”:

Zawahiri’s argument demonstrates why Islam is so vulnerable to radicalization. It is a religion that was born in conflict, and in its long history it has developed a reservoir of opinions and precedents that are supposed to govern the behavior of Muslims toward their enemies. Some of Zawahiri’s commentary may seem comically academic, as in this citation in support of the need for Muslims to prepare for jihad: “Imam Ahmad said: ‘We heard from Harun bin Ma’ruf, citing Abu Wahab, who quoted Amru bin al-Harith citing Abu Ali Tamamah bin Shafi that he heard Uqbah bin Amir saying, “I heard the Prophet say from the pulpit: ‘Against them make ready your strength.’ ” ’ Strength refers to shooting arrows and other projectiles from instruments of war.” And yet such proofs of the rightfulness of jihad, or taking captives, or slaughtering the enemy are easily found in the commentaries of scholars, the rulings of Sharia courts, the volumes of the Prophet’s sayings, and the Koran itself. Sheikh Ali Gomaa, the Egyptian Grand Mufti, has pointed out that literalism is often the prelude to extremism. “We must not oversimplify,” he told me. Crude interpretations of Islamic texts can lead men like Zawahiri to conclude that murder should be celebrated. They come to believe that religion is science.”

The War on Terror er måske ved at være slut i dens nuværende fase. The War on Error er ikke slut. Hvis Zawahiri er en teoretisk forarmet stivstikker kan det samme så siges om bin Laden eller har bin Laden nogle formidlende karaktertræk?

Bin Ladens formidlende karaktertræk?: Ydmyghed

Bin Ladens far var en meget succesfuld entreprenør. Han fik ca. 54 børn, hvoraf flere er veluddannede. Osama fuldførte ikke selv en længerevarende boglig uddannelse. I sine yngre år i Peshawar var han ret så tavs. Til gengæld giver Bergens kilder indtryk af, at bin Laden var i stand til at lytte. Han var ikke anmassende og han forsøgte ikke at overdøve andre: ”… he carried himself in a very low-key kind of way; he wasn’t a fire-breathing terrorist, he comported himself like a cleric”, bevidner Bergen baseret på sit møde med bin Laden i 1997 (Bergen s. 182). Netop derfor, mener jeg, har arabiske frivillige, som ønskede at indrullere sig i al Qaida, opsøgt ham i stort tal. En tunesisk ex-foldboldstjerne ved navn Nizar Trabelsi husker således, hvordan bin Laden småsnakkede med ham om hans familie og sine problemer, da Trabelsi fik foretræde (Bergen, s. 269-70). Bin Laden var tillige gavmild og afviste aldrig nogle selv når hans pengepung var ved at være tom, hvilket faktisk hændte (Bergen, s. 267, 56).^[vi] Abdul Jandal ræsonnerede: ”I believe that God raised Osama bin Laden to a high status because despite his great wealth, he was very modest, and attached only to what rewards God would give him” (Bergen, s. 267). Bin Laden overbeviste eller forførte med andre ord potentielle rekrutter gennem sine talegaver og sit vindende væsen (Bergen, s. 265). Efter potentielle rekrutter var gået i nettet allokerede bin Laden dem så til de sine operationelt aktive underordnede.

Bin Ladens families levestandard beskrives som jævn og på ingen måde prangende. Da Mullah Omar tilbød bin Laden et valg mellem to steder at bo i Kandahar valgte bin Laden stedet med færrest faciliteter og uden rindende vand (Bergen, s. 194). Bin Ladens børn lignede alle andre: ”You wouldn’t believe it – they’re kids running around in old clothes”, husker Noman Benotman, en libisk kriger (Bergen, s. 175). Den datter, som på et tidspunkt rapporteredes at gå rundt i stramme jeans i selve lejren, melder Bergens bog ikke noget om.

Er denne type leder genkendelig? Mig minder disse beskrivelser af bin Laden om indiske gurus, som ofte sætter en ære i ”simple living” samtidig med at de ikke lægger skjul på, at de fra deres plads på periferiens Archimedes-punkt er i stand til uden de store armbevægelser at bevæge hele verden (jf. Nanda 2009, s. 80?). Indere opsøger ofte sådanne personer for at ”få deres darshan”, i.e. for at få del i deres spirituelle kraft ved at se på dem og ved at dvæle i deres nærvær. Bin Laden lader til at have noget af den samme karismatiske tiltrækningskraft. Bin Ladens evne til at lytte, small-talke og bedåre ændrede imidlertid ikke hans grundlæggende teori. Hans sociale kompetencer lader ikke til at have forøget hans intellektuelle kapital ret meget. Problemet i den måde bin Laden fremtræder – som en ydmyg uskyldig other-wordly asket der har forsaget sin fædrene rigdom – er, vil jeg hævde, at denne fremtrædelsesform ikke rimer med, at han samtidig stræber efter noget der nærmer sig verdensherredømme gennem brug af terror. Al Qaedas storhedstid hvad angår terroraktioner internationalt ligger i årene og til 11. September 2001. Efter den tid har al Qaida ikke kunnet gennemføre lignende aktioner uden for Afghanistan og Pakistan, men de har kunnet sprede frygt og rædsel over den ganske jord. At sprede frygt og rædsel og at ville herske over andre gennem terror rimer ikke med at være en ydmyg asket uden personlige ambitioner.

Dobbeltheden i bin Ladens karakter kom frem i en video, der viser ham modtage en gæst i Jalalabad i november 2001 (Bergen, s. 282-3). Bin Laden beretter for gæsten, at han havde forventet mindre ødelæggelse i New Yorks tvillingetårne end der faktisk skete. På videoen er selskabet meget fornøjede over, at det gik bedre end bin Laden havde regnet med. En dansk kommentar til synet af dette selskab var: ”Cykeltyve i jakkesæt”. Jeg mener det er en rammende kommentar: ”Jakkesæt” fordi selskabet bestod af disse pæne lidt ældre herrer. ”Cykeltyve” fordi det de havde gang i var kriminelt.

 Symbiose eller snylteri?

Ifølge Bente Wollfs studie af turisme på den indonesiske ø Nias forsøger værter at inkorporere gæster i deres samfund ved at indbyde dem til at bo og spise i deres store huse, som dermed omdannes til hoteller. Derved overfører de velbeslåede turister en del af deres rigdom til værterne, og samtidig opnår de lokale familier kontrol med de fremmede, som ellers kan virke farlige: “the enemy on the road is the guest in the house“ (Wolff 1999, kapitel 4). Gæster kan imidlertid være vanskelige at håndtere. I Afghanistan og Pakistan kan det være svært at afgøre, om al Qaida har levet i symbiose med sine værter eller om de fremmede har været en form for parasitter.

En god gæst bringer ikke sin vært i unødig fare, men skønt Mullah Omar flere gange bad/forbød bin Laden om ikke at foretage terroraktioner rundt om i verden ud fra sin base in Afghanistan fortsatte bin Laden sine aktioner uden at koordinere med Mullah Omar (Bergen, s. 161). Således indviede han tilsyneladende ikke Mullah Omar om 11. September på forhånd. Resultatet af aktionen var at Taliban blev væltet og Mullah Omar mistede sit emirat. I den forstand har al Qaida været en parasit, som har sat sig på sin vært.

Et lignende billede tegner fotografen Steve McCurry, som tog det berømte National Geographic billede af en afghansk pige med lysende grønne øjne. Idet han modstillede sit eget forhold til afghanerne med arabernes, gav McCurry sine værter og de andre gæster følgende skudsmål:

”The Afghans are really friendly people, and I could basically just kind of walk around with one person, even unarmed. For the [Arabs] to come in and act as though it was their war, their country, and they were treating the Afghans like they were just these sort of uneducated, uncouth, illiterate sort of bumpkins [who] didn’t really get it. These guys, they’re really, really nasty and very aggressive and very condescending, and just hateful. And the Afghans, actually it was their country being basically slowly destroyed, and they were often very good-humored” (Bergen, s. 89).

Bergens bog leverer andre eksempler på ødelæggende arabisk fremfærd. For eksempel betalte bin Laden på et tidspunkt i 1980erne pakistanske folkevalgte store bestikkelser for at de skulle afgive et mistillidsvotum mod Benazir Bhutto i Pakistans lovgivende forsamling. Benazir Bhutto reagerede på denne uhørte fornærmelse af en gæst på tålt ophold med at smide bin Laden ud af landet.

Bin Laden var tilbage i Afghanistan i 1996 og indgik et samarbejde med Mullah Omar, hvor bin Laden leverer penge og krigere mod til gengæld at få frie hænder som ”honored guest” (Bergen, s. 160-1). Mullah Omar lovede, ifølge Bergen, måske bin Laden at han aldrig ville udlevere ham (Bergen s. 164). I den forstand var Mullah Omar sin egen kulturs fange bundet af gæstevenskabet bud. Ifølge den pakistanske journalist Rahimullah Yusufzai sagde Mullah Omar:

”I know I can’t fight the Americans, but if God helps me I will survive. I don’t want to go down in history as someone who betrayed his guest. I am willing to give my life, my regime; since we have given him refuge, I cannot throw him out now” (Bergen, s. 315).

I dette udsagn fremtræder Mullah Omar nærmest som fritaget for strafskyldighed pga sine pashtunske æresbegreber. Indespærret i sin kultur kan han ikke andet end holde hånden over bin Laden. Men havde Mullah Omar ingen brikker at rykke med? Mullah Omar taler arabisk. Skønt han kender meget lidt til verden som helhed er han dermed bekendt med i det mindste én kultur udover sin egen afghanske. Det skulle vel sætte ham i stand til at se sagen fra flere sider (som han i øvrigt også blev opfordret til af sin Udenrigsminister Wakil Ahmeh Muttawakil). Men hvad hvis de brikker, som Mullah Omar havde at rykke med, bestyrkede ham i hans adfærd? Problemet her er, at de arabiske og de afghanske samfund ligner hinanden ikke blot hvad angår religion som sådan, men også hvad angår social struktur og psykologi. Som ”soulmates” (Bergen, s??) indgår de let i et symbiotisk forhold.

Mange afghanere og arabere deler således en vis dødsforagtende fandenivoldsk antiautoritær oprørskhed. Afghanistan eller Pashtunernes land er blevet betegnet som Land of Insolence. “Insolence” betyder “uforskammethed“, eller ifølge The Concise Oxford Dictionary “ offensively contemptuous, insulting“. Afghanistan er i denne udlægning Yaghestan, The land of Rebels, eller med Louis Dupres ord ”Land of the Unruly, the Land of the Free and the Land of Insolence” (Dupres 1997). Det er samme egenskab, som Wright finder hos Zawahiri, der som dreng blev tilbudt et lift på vej hjem fra skolen af Egyptens vicepræsident og efter sigende afslog med ordene, “Vi vil ikke have et lift af en mand, der tog del i de domstole, der dræbte muslimer” (Wright, 2002, s. 55). Wright ser her et tidligt eksempel på Zawahiris hårdnakkede trodsighed, personlige frygtløshed og totale selvretfærdighed. De samme egenskaber genfindes blandt pashtunske ledere. For eksempel fremhæver Muhammad Ilyas Khan den nu afdøde Taliban-leder Nek Muhammad’s karaktertræk i en artikel indledt med ordene:

With his Byronic good looks and proud tribal mien, Nek Mohammad fearlessly cruises the rugged South Waziristan landscape in the company of his infamous guests as the hapless administration looks on. Just how does he do that?
Nek Muhammad ”proud tribal mien” viste sig også allerede i skolealderen, hvor han kom på kant med læreren og forlod klassen med en mine som om han ville vende tilbage for at dræbe læreren.^[vii]

Så er Mullah Omar culpabel, hvis man medgiver at vært og gæst langt hen ad vejen bestyrker hinanden i deres reaktionsmønstre? At gæsten bragte værten Mullah Omar til fald tyder på gæsten var parasit og værten inculpabel. Omvendt er fælles kultur et godt moralsk og juridisk dække for kriminelle handlinger udført i gensidig forståelse.

Bibliografi

Bergen, Peter 2006 The Osama bin Laden I Know. An Oral History of al Qaeda’s Leader, New York, Free Press.

Damm, Inge,1995, De nye turister. Eventyrere eller vandaler?, Fremad.

Muhammad Ilyas Khan, Nek Muhammad Wazir, Monthly Herald

Nanda, Meera, 2009, The God Market: How Globalization is making India more Hindu.

Ovesen, Ja, 1988, ”Gæsten og storpolitikken: Dialog med Pashai-folket i Afghanistan”, s. 87-110 i Kirsten Hastrrup og Kirsten Ramløv (red.), Feltarbejde. Oplevelse og metode i etnografien, Akademisk forlag.

Simmel, Georg, From Kurt Wolff (Trans.) The Sociology of Georg Simmel. New York: Free Press, 1950, s. 402 – 408, snuppet fra http://media.pfeiffer.edu/lridener/courses/STRANGER.HTML

South Asia News, ”Al-Zawahiri urges Pakistanis to support Taliban”, July 15, 2009.

Wolff, Bente, 1999, Extending the Self: Otherness in Cosmology adn Consumption, PhD, National Museum of Denmark and Institute of Anthropology, University of Copenhagen.

Worth, Robert F, “Al-Qaeda’s Inner Circle”, anmeldelse af Lawrence Wright, The Looming Tower: Al-Qaeda and the Road to 9/11, i New York Review of Books, October 19, 2006, s. 12-6.

Wright, Lawrence, 2008a ”The Rebellion Within, An Al Qaeda mastermind questions terrorism”, The New Yorker, 2. June 2008.

www.newyorker.com/reporting/2008/06/02/080602fa_fact_wright?currentPage=all

Wright, Lawrence 2008b Al-Qaida. Vejen til 11. September, København, People’s Press.

Wright, Lawrence, ”The Man Behind Bin Laden: How an Egyptian doctor became a master of terror.” New Yorker, September 16, 2002,

www.newyorker.com/archive/2002/09/16/020916fa_fact2?currentPage=all